Algoritmeledelse og union busting blev diskuteret på konference for fagbevægelsen i denne uge. Her blev vi klogere på, hvad brugen af algoritmer på arbejdspladsen egentlig er for en størrelse.
Over Atlanten var blandt andet fløjet en kollega fra amerikanske fagbevægelse. Hans navn er Michael Chrisemer, og han kunne levende fortælle om de store udfordringer, man i amerikansk fagbevægelse har med Amazon, som er kendt for deres brug af algoritmeledelse. Her går den meget detaljeret styring af medarbejderne i ekstrem grad går udover trivsel og arbejdsmiljøet.
Så galt står det heldigvis ikke helt til i Danmark endnu, og IDA Forsikring kunne da også fortælle om deres implementering af et algoritmisk system, som har vist sig som en succes.
Med konferencen som afsæt er fagbevægelsen nu klar til at udarbejde fagpolitiske synspunkter:
”I går havde vi mange gode drøftelser om algoritmeledelse, og jeg føler nu, at vi i fagbevægelsen er klædt godt på til at tage de næste skridt. Vi skal nu sætte os sammen og finde frem til de mulige politiske skridt, der sikrer, at vi sikrer lønmodtagerne mod de udfordringer, som algoritmeledelse betyder, men også udnytter de muligheder, som teknologien giver vores fremtidige arbejdsplads.” siger Morten Skov Christiansen, næstformand i FH.
Der blev allerede taget lidt hul på drøftelserne på konferencen. Her var der sammensat et panel bestående af Mads Samsing, næstformand i HK, Eva Munck Immertreu, formand for Lederforeningen i BUPL, Curt Kjærsgaard Raavig, næstformand i PROSA og Ulrik Spannow, arbejdsmiljøpolitisk konsulent i 3F. Debatten bidrog med flere synspunkter på, hvad dansk fagbevægelse kan og bør gøre, når chefen bliver en algoritme.
Netop disse synspunkter vil vi arbejde videre med i den kommende tid.