”Ro på. Vi klarer det sammen.”

De ord har sosu-hjælper Trine Rønne Bak hørt mange gange fra sin tillidsrepræsentant. Når arbejdsdagene i hjemmeplejen i Ullerslev på Fyn bliver lidt for pressede.

Når det hele ramler, fordi en kollega bliver syg, og vagtplanen skrider. Og når hun selv har problemer, der smitter af på humøret og arbejdsglæden.

Min tillidsrepræsentant giver mig ro i maven, fordi jeg ved, at hun altid er på min side

Trine Rønne Bak

”Min tillidsrepræsentant giver mig ro i maven, fordi jeg ved, at hun altid er på min side”, siger Trine Rønne Bak, der var færdig med sosu-uddannelsen i 2013.

Trine Rønne Bak elsker sit job. Også selvom det er hårdt. Hun er tilknyttet rehabiliteringsteamet i ældreplejen i Nyborg kommune og oplever, at hun som sosu-hjælper gør en kæmpe forskel for borgerne.

”Det allerbedste ved mit arbejde er, når jeg er på vej ud ad døren efter et hjemmebesøg, og borgeren spørger, om det er mig, der kommer igen i morgen. Når jeg svarer ja, og de smiler, har jeg gjort mit arbejde ordentligt,” fastslår hun.

Slem hjernerystelse og lang sygemelding

Det værste er, når hun oplever, at et hjem er ved at vælte. Når for eksempel et ældre ægtepar bliver alvorligt syge samtidig. Når det er svært at trænge gennem mørket i en borgers liv.

”Men alt i alt er jeg superglad for mit arbejde, mine kolleger og min tillidsrepræsentant. Hun holder mig i hånden, hvis der er noget. Stort og småt,” siger den 35-årige sosu-hjælper.

For et par år siden var Trine Rønne Bak i fuld gang med uddannelsen som social- og sundhedsassistent, da hun faldt uheldigt og fik en slem hjernerystelse.

“Der var så meget opbrud i mit liv på det tidspunkt og en kæmpe støtte at have tillidsrepræsentanten til at rådgive mig. ”Både jeg og mine kolleger kan mærke, at ledelsen også har stor respekt for tillidsrepræsentanten”, siger Trine Rønne Bak

Hun var sygemeldt tre måneder og magtede ikke at gøre uddannelsen færdig.

Da hun blev rask, var det i høj grad tillidsrepræsentanten, der sørgede for, at hun kom ordentligt tilbage i sit tidligere job i hjemmeplejen og i et tempo, som hun kunne holde til.

”Der var så meget opbrud i mit liv på det tidspunkt og en kæmpe støtte at have tillidsrepræsentanten til at rådgive mig,” betoner hun.

”Både jeg og mine kolleger kan mærke, at ledelsen også har stor respekt for tillidsrepræsentanten. Der bliver lyttet, når hun foreslår nye ting på vores vegne. Så hun har en stor stjerne hos alle, fordi hun har vores ryg og er bindeled til ledelsen,” siger hun.

Ikke langt fra snak med TR og til handling

Sosu-hjælperne i Ullerslev-distriktet i Nyborg kommune har vagter hver anden weekend, og det slider på familielivet. Ligesom flertallet af kollegerne ville Trine Rønne Bak foretrække kun at arbejde hver tredje weekend.

”Vores tillidsrepræsentant samler vores ønsker til arbejdstid sammen og lytter i det hele taget til vores frustrationer. Så går hun til ledelsen, og mange gange lykkes det at få løst nogle problemer, inden de vokser folk over hovedet.

Med en tillidsrepræsentant er man tæt på hjælpen i stedet for først at skulle finde et telefonnummer og så hænge i telefonen i lang tid og vente

Trine Rønne Bak

Der er simpelt hen ikke så langt fra snak til handling,” siger hun og betegner tillidsrepræsentanten som en problemknuser.

Trine Rønne Bak fremhæver også, at det giver en kolossal tryghed bare lige at kunne trække tillidsrepræsentanten til side og lufte sin bekymring i en sag.

”Med en tillidsrepræsentant er man tæt på hjælpen i stedet for først at skulle finde et telefonnummer og så hænge i telefonen i lang tid og vente,” noterer hun.