De Konservative erklærer krig mod faglig organisering: Truer den danske model

Det er højsæson for partiernes finanslovsudspil, og i forrige uge kom De Konservative med deres bud.

Vanen tro handler det om, at dem, som bor i de dyreste boliger, køber de dyreste biler og arver flest penge – de skal også have flest penge i skattelettelser.

Mens lønmodtagerne og dem, der har mindst, skal betale gildet.

Forslaget hedder ganske vist ”En borgerlig retning for et endnu bedre Danmark”, men en mere sandfærdig overskrift for De Konservatives udspil ville være ”En borgerlig retning for et endnu mere ulige Danmark”.

Derfor kommer det nok heller ikke bag på nogen, at man hos De Konservative vil finde pengene til at sænke både topskatten og selskabsskatten ved bl.a. at sløjfe den nye ret til tidlig pension. Den skal ellers sikre, at Arne efter et langt arbejdsliv kan gå pension, før kroppen siger stop.

Så han ligesom alle dem, der ikke har et job, der slider hårdt på krop og sjæl, kan få mange raske år med børnebørnene.

Et frontalangreb på de organiserede lønmodtagere

I dette års forslag giver De Konservative den dog alligevel et nøk op i forhold til den åbenlyse hån, man udviser over for alle de lønmodtagere, der bidrager til den danske arbejdsmarkedsmodel.

De Konservative vil nemlig rigtig gerne nedsætte det fradrag, som lønmodtagerne får, når de betaler kontingent til deres fagforening. Statsstøtte til fagbevægelsen, lyder det – ja tak for kaffe! Man har åbenbart ikke det samme problem med, at virksomhederne også får fradrag for deres kontingent til arbejdsgiverorganisationer.

Det siger ikke så lidt, at man af rent ideologiske grunde gerne vil sætte hele vores danske arbejdsmarkedsmodel på spil blot for at hive et par ekstra stemmer hjem.

For uden vores danske model, hvor lønmodtagerne og arbejdsgiverne mødes og forhandler løn og arbejdsvilkår, så ville vi altså ikke have det omstillingsparate arbejdsmarked, som har sikret, at dansk økonomi – også i krisetid – er blandt verdens bedste.

Aftaler til gavn for alle

Når vi er kommet så godt igennem coronakrisen, skyldes det jo i høj grad, at vi har en lang og stærk tradition for, at arbejdsmarkedets parter tager ansvar og går sammen med regeringen for at finde fælles løsninger.

Men det kan vi altså kun, fordi vi i fagbevægelsen er vant til at være uenige med arbejdsgiverne – men samtidig er tilsvarende gode til at mødes og lave aftaler, som gavner både lønmodtagerne, virksomheder og resten af vores samfund.

Det er helt ude i hampen, når De Konservative kommer med så voldsomt et forslag uden overhovedet så meget som en antydning af de store konsekvenser, det vil have for hele vores samfund.

Lizette Risgaard

Den model gjorde, at vi sidste år på rekordtid fik en lønkompensation op at stå, som reddede i tusindvis af danske arbejdspladser. Ligesom den så sent som i sidste måned betød, at vi fik en aftale på plads om at give forældre med hjemsendte børn under corona ret til dagpenge.

Krigserklæring

Vores model har altså gang på gang vist sig at være en stor succes. Men gevinsterne kommer ikke af sig selv. Så det er helt ude i hampen, når De Konservative kommer med så voldsomt et forslag uden overhovedet så meget som en antydning af de store konsekvenser, det vil have for hele vores samfund.

Den danske model hviler jo på den grundlæggende forudsætning, at der er en høj organiseringsgrad, og at der er økonomiske ressourcer i fagforeningerne til at engagere sig i alt det benarbejde, der kræves af arbejdsmarkedets parter.

At De Konservative lægger et pilskævt finanslovsforslag frem, er derfor ikke nogen nyhed. Men at man går så hårdt til organiseringen på arbejdsmarkedet er en krigserklæring – ikke bare mod de organiserede lønmodtagere, men mod hele den danske model.

Indlæg bragt i Avisen Danmark 05.12.21