Hver tiende LGBT+ lønmodtager føler ikke, at de kan være åbne om deres seksuelle orientering eller kønsidentitet, når de er på arbejde. Derfor må svaret på spørgsmålet desværre være nej.
Arbejdsgiverne skal tage større ansvar i hverdagen ved at gå foran med en god og inkluderende ledelsesstil og skabe de gode rammer bl.a. via LGBT+ inkluderende personalepolitikker.
Majbrit Berlau
8 procent af LGBT+ personer har følt sig diskrimineret eller chikaneret på grund af deres seksuelle orientering på deres nuværende arbejdsplads. Og flere end 4 ud af 10 ufaglærte LGBT-personer har inden for det seneste år oplevet en generel negativ attitude/nedsættende kommentarer ift. LGBT+ personer på deres arbejdsplads.
Fælles ansvar
Det er derfor helt åbenlyst, at også vi i Danmark har et godt stykke vej igen. Og vejen går gennem et regnbuefarvet arbejdsmarked, der er fri for diskrimination, og hvor man kan være den, man er.
Her har vi alle sammen et ansvar. Arbejdsgivere og ledere især, men også kolleger, tillidsrepræsentanter og fagforeninger har et ansvar for at bidrage til trivsel og godt arbejdsmiljø.
Arbejdsgiverne skal tage større ansvar i hverdagen ved at gå foran med en god og inkluderende ledelsesstil og skabe de gode rammer bl.a. via LGBT+ inkluderende personalepolitikker. Og vi skal alle sammen tænke over om den sprogbrug og humor, vi bruger, når vi er på arbejde, er med til at inkludere eller ekskludere LGBT+ personer.
Vi har meget at fejre
Jeg vil ikke underkende, at vi selvfølgeligt har meget at fejre. Danmark er kendt for at gå foran, når det kommer til LGBT+ rettigheder, og det gælder faktisk også på arbejdsmarkedet.
Vi var blandt de første til at forbyde direkte og indirekte forskelsbehandling på arbejdsmarkedet på grund af seksuel orientering i 1996, og vi har siden 2014 haft ’regnbueoverenskomster’ på industriområdet, hvor forældre af samme køn får samme adgang til løn under forældreorlov som alle andre medarbejdere.
I fagbevægelsen laver vi kurser, sætter fokus på kulturændringer på arbejdspladserne og i egne rækker og i forbindelse med Pride Week sætter mange fagforeninger fokus på LGBT+ ved møder og konferencer.
Når glimmeret vaskes af og de farverige flag tages ned, så fortsætter vores arbejde for et mangfoldigt arbejdsmarked, hvor alle behandles med respekt og ligeværd.
Majbrit Berlau
En omfattende EU-undersøgelse fra 2014 viste da også, at Danmark er det land i EU, hvor færrest oplever diskrimination på arbejdspladsen pga. deres LGBT-status. Det kan vi være stolte af, og det skal vi bygge videre på.
Arbejdet fortsætter efter festen
Gæsterne til World Pride/Copenhagen 2021 møder forhåbentligt Danmark fra sin allerbedste side, når de lander i København. En by klædt i regnbuefarver både udenpå og indeni, der byder velkommen til den største LGBT+ begivenhed på dansk jord nogensinde.
Når glimmeret vaskes af og de farverige flag tages ned, så fortsætter vores arbejde for et mangfoldigt arbejdsmarked, hvor alle behandles med respekt og ligeværd, og hvor man trygt kan være den, man er. I hele landet, hele året.
Indlæg bragt i Avisen Danmark 13.08.21
Copenhagen Pride 2021 og fagbevægelsen
Fra 12. til 22. august 2021 er der igen Copenhagen Pride,
17. til 19. august afholdes der Human Rights Forum i Øksnehallen, den 18. august er der fokus på arbejdspladsen med Workplace Inclusion Day. Majbrit Berlau medvirker i Sphere Session 4: Unions – The role of unions in securing LBGTI workplace inclusion. Man kan tilmelde sig til at deltage digitalt på workplace inclusion Day, og det er blevet gratis.
Lørdag den 21. august 2021 er der WorldPride Marches. 6 parader af hver 1.000 deltagere, der går fra forskellige destinationer i København mod Fælledparken.
Ved Øksnehallen vil FH være repræsenteret på en stand, hvor aktive LGBT+ repræsentanter kan fortælle om fagbevægelsens arbejde med og for mangfoldighed. Vi skal opfordre jer til at lægge vejen forbi, tale med de aktive, tage en selfie med de aktive og læg den på organisationens Facebookside.
FH-standen er åben
- Mandag den 16. august 13.00 til 20.00
- Tirsdag den 17. august 09.00 til 20.00
- Onsdag den 18. august 13.00 til 20.00
- Torsdag den 19. august 13.00 til 20.00
- Fredag den 20. august 13.00 til 20.00
’Mere arbejdsplads’ – sæt fokus på åbenhed og forskellighed
Under overskriften ’Mere Arbejdsplads’ indgår FH i et partnerskab på initiativ af beskæftigelses- og ligestillingsministeren, hvor vi i fællesskab sætter fokus på LGBTI-personers trivsel på arbejdsmarkedet.
I kan læse mere og hente materiale, der henvender sig til ledere såvel som HR-medarbejdere, TR’er og andre medarbejdere. Brug og del gerne materiale, videoer mm. på sociale medier.
Sådan skaber vi plads til alle på Erhvervsuddannelserne
Under den overskrift, afholder Sex og Samfund en konference mandag den 16. august 2021 for ledere og bestyrelser på erhvervsuddannelser og andre med interesse for trivslen på erhvervsuddannelserne på Georg Stage i Københavns Havn fra kl.10.00 til 14.45. Majbrit Berlau deltager i en paneldebat kl. 13.00 ”Hvad kan politikerne og fagbevægelsens gøre for at ændre kulturen?
LGBT+ ligestilling på det danske arbejdsmarked
FIU-Ligestillingskonference den 20. august 2021. Majbrit Berlau afrunder konferencen kl. 13.20.