Hele organiseringen af arbejdsmarkedet er sammen med pressen, den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt en forudsætning for det levende danske demokrati. Hvor folket reelt har medbestemmelse og medindflydelse på rammerne for deres hverdag.
Det er i den sammenhæng, man skal se tabet af medlemmer hos fagbevægelsen. Og her er fagbevægelsen desværre ikke ene om at miste medlemmer.
Fra massepartier til en masse partier
Tilbage i 80’erne fik partiernes kraftigt dalende medlemstal panderynkerne til at folde sig i takt på Christiansborg – for hvad nu med partiernes overlevelse og demokratiet?
Uden medlemmer ingen partiindtægt og uden indtægt ingen partier. Dertil kom det repræsentative, som partierne stod for. Både ved, at idéer blev diskuteret ude i partiforeningerne, men også ved at partierne kunne mønstre et bredt rekrutteringsgrundlag, når der skulle vælges kandidater til folketing, amter og kommuner.
For fagbevægelsen er uafhængighed af medlemmerne ikke en mulig vej. Vi ér medlemmerne.
Det dalende medlemstal blev blandt andet forklaret med den skærpede konkurrence om folks opmærksomhed, hvor man lige så godt kunne gå til badminton som til partipolitik. Dertil kom at vi havde fået flere Tv-kanaler, videoapparater osv.
Derudover noterer vi os fra fagbevægelsens side, at det faldende partimedlemstal skete helt uden den form for konkurrenceudsættelse, som fagbevægelsen er udsat for. I dag kan alle kalde sig for fagforeninger, hvis de har lyst, når bare det handler om arbejdsliv – eller helst glæde, må man forstå på Krifa.
Det svarer til, at Forenede Danske Motorejere (FDM) havde kaldt sig selv for et politisk parti, og foregøglet at man ligesom et parti kunne indgå brede trafikforlig med konsekvenser for de fleste danske bilejere – omfattende både offentlige og private veje. Men her er ingen i tvivl om, at et medlemskab hos FDM kun rækker til at dele køreglæden. Resten må de politiske partier tage sig af.
På Christiansborg blev 1980’ernes løsning på det faldende medlemstal at frigøre sig selv fra medlemmerne. Fra 1966 til 1995 steg den statslige partistøtte fra beskedne 300.000 kr. til godt 56 mio. kr.
Man indførte desuden i 1986 en direkte statslig partistøtte, som betød, at partierne fik en rund femmer per stemme, som i dag er steget til 22,50 kr. Efter seneste folketingsvalg fik danske partier udbetalt i alt godt 119 mio. kr.
Den øgede partistøtte betød et farvel til massepartiet, men ikke til de politiske partier.
Svindet i Christiansborgs partikasser blev dermed løst, men ikke den svindende repræsentativitet. Det sidste er måske også et overset aspekt ved diskussionen om afstanden mellem Christiansborg og udkants-Danmark. Der er en anden dimension end geografi alene.
For fagbevægelsen er uafhængighed af medlemmerne ikke en mulig vej. Vi ér medlemmerne.
Fra et massemedie til en masse medier
Næste i rækken af demokratiets forudsætninger, der tabte medlemmer, eller abonnenter om man vil, var aviserne. Internettet betød, at nyheder blev både gratis og tilgængelige – hele tiden. Først tabte printavisen læsere til netavisen, men den store udfordring kom i takt med annoncekronernes forsvinden ud af landet til Google og Facebook.
Faldet i abonnenter blev især forklaret med, at det er svært at få læserne til at betale for noget, de kan få gratis. Vi noterer os her, at faldet i abonnenter også skete helt uden, at nye sociale medier kaldte sig selv for publicistvirksomheder – eller foregøglede os, at de skam også stod for undersøgende og kritisk journalistik. Her kan ingen være i tvivl om, hvad de betaler for.
For aviserne blev løsningen på sin vis den samme som Christiansborgs.
Dels trak man det demokratiske kort, og stillede spørgsmål ved om demokratiet har råd til, at den kritiske presse forsvinder? Nej det havde man da ikke, var politikerne enige med journalisterne om, og øgede mediestøtten. Dels ændrede man ligesom partierne sin selvforståelse.
Hvor partierne førhen så sig selv som medlemspartier, konkurrerer de nu på et vælgermarked. Og hvor aviserne førhen så sig selv som partiaviser, konkurrerer de nu på et nyhedsmarked, hvor de sælger til segmenterede nyhedsforbrugere. Med de nye mediers indtog har vi i dag ikke et massemedie, men en masse medier.
For fagbevægelsen er det ikke en mulig vej at kommercialisere vores medlemmer til at være forbrugere. Vi ér medlemmerne. Men vi vil gerne diskutere markedsvilkårene.
Fagbevægelsen
Den næste i rækken af demokratiets forudsætninger til at miste medlemmer er os i fagbevægelsen. Men hvor man har været dybt optaget af at diskutere den demokratiske nødvendighed af partierne og medierne, er der ikke nogen, der for alvor har diskuteret den demokratiske nødvendighed af, at fagbevægelsen er der. Det er som om, man tænker fagbevægelsen som en interesseorganisation, og dem er der jo mange af – og I har også en modpart osv.
Men helt ærligt: Hvordan ville samfundet se ud, hvis vi ikke var der? Man tager fagbevægelsen for givet i en grad, så man ikke engang tænker over det, når man svækker os.
Problemet er, at hvis vi ikke var der, er det jo ikke kun lønmodtagerne, der mister noget, men hele samfundet. Tænk bare på det sidste år med coronakrisen.
Coronakrisen ville have været en endnu større udfordring, hvis man skulle forlade sig på lovgivning helt ned i alle detaljer, og viser, hvor effektiv den danske model er. Man kan jo bare se i andre lande, hvor svært det ellers ville have været. Sidste år satte vi historisk rekord i at løse alvorlige samfundsproblemer.
Vi indgik i alt 14 trepartsaftaler om alt fra lønkompensation til arbejdsdeling. Alt sammen noget, der har været med til at holde hånden under tusindevis af danske jobs. Fagbevægelsens medvirken har betydet en deeskalering af noget, der ellers kunne have været ganske konfliktfyldt. Oveni gule forretninger havde vi fået gule veste.
Det bringer mig tilbage til markedsvilkårene.
En ærlig varedeklaration
Det særlige ved Danmark er, at de fleste lønmodtagere er omfattet af overenskomster, som er forhandlet mellem lønmodtagernes og arbejdsgivernes organisationer. Det er derfor, at vi på vegne af medarbejdere og arbejdsgivere kan forhandle med hinanden og politikerne og skabe aftaler til gavn for hele samfundet. Vi har helt særlige muligheder for at skabe brede aftaler – og til at handle utroligt hurtigt.
Ikke desto mindre får nogen lov til at kalde sig for fagforening til trods for, at de alene leverer på medlemskontingentets størrelse – og ikke ved mødebordet.
Det giver mig selvfølgelig en helt særlig sympati for det lille barn i ”Kejserens nye klæder”, som med et ”han har jo ikke noget på” afslører, hvad alle godt kan se. Forskellen er bare, at her reagerer ingen. Tværtimod opfører man sig som om, at der ikke ér nogen forskel mellem os og de gule forretninger.
Fx skriver professor i statskundskab Ole P. Kristensen i Berlingske (15.03.21) om fagbevægelsens dalende medlemstal: ”Der blev etableret flere tværfaglige a-kasser, som viste sig meget konkurrencedygtige både på pris og kvalitet. Medlemstallet hos alternative ”fagforeninger” steg fra 68.000 i 2000 til 322.000 i 2019.”
Hertil må jeg sige, at mig bekendt har ingen ment, at partiernes eller avisernes dalende medlemstal alene kunne løses ved, at de blev mere konkurrencedygtige.
Tværtimod har staten skruet op for både parti- og mediestøtten – og de gamle medier vil meget gerne have, at regeringen kæmper deres sag, og lægger pres på de nye medier for at få dem til at betale for avisernes indhold på deres globale platforme. For selvfølgelig er der forskel på omkostningerne ved at lave krævende undersøgende journalistik og på at stille ”en facebook-platform til rådighed”.
Og selvfølgelig er der forskel på omkostningerne ved blot at ”formidle arbejdsglæde”, og så på at have knowhow og kapacitet til at kunne indgå overenskomster, trepartsaftaler og tage konflikter, når medlemmernes smil stivner i arbejdsretten.
I fagbevægelsen går vi også ind for frit valg. Vi henstiller bare til, at vi har samme rettigheder som forbrugerne nede i supermarkedet – nemlig en ærlig varedeklaration.
Den danske model
Løfter vi nu blikket fra professorens enøjede syn til et mere vidtrækkende, så er de nye platformsøkonomier noget, der truer mere end kun fagbevægelsens medlemstal.
De er en trussel mod hele måden, vi har indrettet det danske samfund på, og ikke noget Danmark bare kan betragte kvit og frit fra tilskuerbænken. Lige så lidt, som man kan med en global pandemi. Alligevel er det som om, man tror man kan.
Her er jeg helt på linje med Wolt-buddet Laura, der til DR spørger, hvorfor arbejdsvilkårene skal være anderledes, fordi man arbejder for en app? Problemet opstår, når de nye virksomheders forretningsstrategi består i at betale et blankt nul i skat, og fratager lønmodtagerne alt fra overtidsbetaling til løn under sygdom og til feriepenge.
Når Noa Redington derfor i et debatindlæg i Politiken (01.03.21) stiller spørgsmålstegn ved vigtigheden af en høj organisationsgrad, virker det mildt sagt særpræget, at tro, at velfærdssamfundets menneskelige kvaliteter vil kunne opretholdes uden et velorganiseret arbejdsmarked.
Det er en trussel, som heller ikke bare lader sig løse med størrelsen på fagbevægelsens lydhørhed og medlemskontingent. Det kræver fx, at der er fuld opmærksomhed på skattebetalingen – uanset om en virksomhed transporterer pakker eller take-away.
Når vi går op i størrelsen på dagpengene er det også mere end, hvad nogen måske vil parkere som et rutinemæssigt kompensationskrav. Det handler om at sikre fundamentet for et fremtidigt system, der er stabilt.
Det er den danske model med forhandlede overenskomster, der har været med til at sikre ro og driftssikkerhed på det danske arbejdsmarked, og som dermed har sikret Danmarks konkurrenceevne. Ikke app-virksomheder, der ikke betaler skat, og som skaber social uro ved ikke at behandle medarbejderne ordentligt.
Alligevel har nogen helt absurd under coronakrisen bedt os, om at lade være med at opføre os som fagbevægelse, og at se igennem fingrene med virksomheder, som ikke har tegnet overenskomst.
Jeg tænker især på Jensens Bøfhus, hvor 3F er blevet bedt om at se bort fra Bøfhusets manglende overenskomst. Bare så medarbejderne kan få dén af os og arbejdsgiverne forhandlede lønkompensation.
Tænk, hvis man havde bedt den frie presse om, at lade være med at lave kritisk journalistik, fordi vi har en coronakrise! Tværtimod har pressen selv i blandt andet TV2 Presselogen bekymret sig om, hvorvidt de nu har været kritiske nok over for magthaverne.
Et demokratisk arbejdsliv
Hvis vi nu fortsætter med ikke kun at løfte brynene men også øjnene, skal man være utroligt snæversynet, hvis man skal få øje på, at statsstyring alene kan klare fremtidens problemer. Mit blik er i hvert fald ret klart på, at fx den store opgave med at få gang i voksen- og videreuddannelse er svært, hvis ikke arbejdsmarkedets parter er der. Og at vi er velorganiserede.
Det er afgørende for vores fremtid.
Og det er afgørende, at nuværende og fremtidige generationer forestår den danske model. Både som grundsten for det danske demokrati, men også som en demokratisk organisering af vores arbejdsliv.
I stedet for at forsøge at svække den danske model bør politikere have fokus på at understøtte den. Ikke for fagbevægelsens skyld. Men for vores allesammens skyld. Vi stiller gerne op.