Tale på Vartovmødet i Grundtvigsk Forum, Vartov den 13. september 2016.
"Åbningstale" af Bente Sorgenfrey.
Det talte ord gælder.
Jeg ville ønske, det ikke var mig, der stod her i dag. Det er ikke mig, der har mest brug for taletid. Men tak alligevel for invitationen til at komme her og tale med jer. Jeg ville ønske, at det i stedet var Danmarks lønmodtagere, der stod heroppe på talerstolen – og for en gangs skyld kunne få lov til at tale direkte til alle Folketingets medlemmer.
De har brug for at blive hørt. Og vi – det vil sige samfundet og os som borgere og vælgere – har brug for at høre deres historier. Vi kan ikke undvære lønmodtagernes egen stemme i debatten.

Og det siger jeg, selv om jeg er formand for FTF og 450.000 offentligt og privat ansatte lønmodtagere – og selv om jeg til daglig faktisk PRØVER at være talerør for lønmodtagerne. For demokratiet har brug for at høre fra de ansatte, høre hvad konsekvenserne er af politikernes beslutninger. Hvordan rammer det borgerne, hvis Lars Løkke får lov af Dansk Folkeparti til at beskære den offentlige sektor – samtidig med at opgaverne vokser med flere ældre, flere flygtninge og stigende forventninger fra borgerne? Det er afgørende at få at vide.
Brug for medarbejdernes vidnesbyrd 
For vi har brug medarbejdernes vidnesbyrd om, hvordan vi – i virkeligheden – behandler vores børn, vores syge, vores ældre osv. Vi bliver nødt til at høre det direkte fra hestens egen mund. Både når det går godt, og når borgere bliver svigtet.
Socialrådgiverne må råbe op, når deres mistanke om misbrug af børn bliver overhørt af systemet. Sygeplejerskerne bliver nødt til at advare om svigt af patienter. Og jordemødrene må hæve stemmen, når de ikke kan stå inde for den måde, vi byder nye verdensborgere velkommen på.
Tilsvarende i den private sektor. Vi har brug for at høre det fra de ansatte, hvis bankdirektørerne bliver lidt for kreative i jagt på egen succes – og risikerer at miste borgernes penge og kaste samfundet ud i en finanskrise.
Er det ikke sådan allerede i dag?
NEJ! Alt for mange tør ikke.
Vi hører selvfølgelig nogle historier. Og gudskelov for, at hverdagens helte findes derude. Helte, der tør løfte deres røst. Men alt for mange tør ikke.
Straffet af arbejdsgiverne
FTF har lige før sommerferien gennemført endnu en undersøgelse, der desværre bekræfter, at halvdelen af de offentligt ansatte er bange for at sige noget offentligt. De er bange for at bruge den ytringsfrihed, der er sikret af grundloven – men som desværre i alt for mange tilfælde bliver trådt under fode på arbejdspladserne.
Folk, der bruger deres stemme, oplever, at de bliver straffet af arbejdsgiverne. De får mundkurv på af chefen og nogle bliver fyret eller sat bagerst i køen, når der skal uddeles kurser.
FTF har sat fokus på det her problem i 10 år, der har været arbejdsgrupper i Justitsministeriet om det, og der er skrevet en vejledning til de ansatte.
Tror I så, det går bedre eller værre? Værre – desværre! 
Syg tavshedskultur
I en lang årrække har hver anden, altså 50 procent været bange for at ytre sig om kritisable forhold på arbejdspladsen. Det er i sig selv alarmerende. I vores nye undersøgelse er frygt-tallet helt oppe på 60 procent.
Der breder sig en syg tavshedskultur på vores arbejdspladser – godt hjulpet på vej af frygt for fyring på et stadig mere omskifteligt arbejdsmarked.
Det er simpelthen uholdbart for borgerne og de ansatte og for vores demokrati, for den grundtvigske samtale og for ytringsfriheden: Tag medarbejdernes ytringsfrihed med jer ud i verden og forsøm ikke en lejlighed til at opfordre venner, bekendte, børn, fædre, mødre og andre demokrater til at bruge ytringsfriheden. Og brug den selv!
FTF arbejder for, at medarbejdere bliver beskyttet bedre mod eksempelvis fyring, hvis man lovligt har ytret sig om kritisable forhold. Der er ved at komme en politisk erkendelse af, at det er nødvendigt, og vi giver IKKE op!
Hængt ud på nettet
I 1850 skrev Grundtvig: "Om hundrede Aar er den danske Tunge langt mere berømt end det danske Sværd!"
Hundrede år efter var vi lige kommet ud af 2. verdenskrig, hvor der også var brug for det danske sværd. Men Grundtvig har nu nok alligevel ret i, at Danmark hellere skal satse på ytringsfriheden og demokratisk samtale – end på at lukke kæften på vores fjender med sværd.
I dag er debatten og den demokratiske samtale flyttet ind på de sociale medier. Et mindretal, der læser i dag papiraviser og dukker op i forsamlingshuset.
Det rummer nye udfordringer. Blandt andet at ansatte, der bare passer deres arbejde som politibetjent, skolelærer eller bankrådgiver, bliver forfulgt og truet af sure borgere på Facebook – og bliver hængt ud med navns nævnelse i det ulovlige sorte register.
Uhyre demokratiske
Men de nye medier rummer nu flest muligheder, synes jeg, og jeg er selv en meget flittig bruger af både Facebook og Twitter.
Først og fremmest er de sociale medier uhyre demokratiske. Alle har adgang til den samtale, der foregår dér. Alle kan deltage, og alle kan læse med.
Det kan ikke erstatte den levende samtale og virkelige møder, men det er et godt supplement. Den almindelige dansker kan kommunikere hurtigt og direkte med andre for at skabe en bevægelse og samle opbakning omkring en sag. Vi har fx set hvordan venligboerne kunne samle.
Man kan ofte også kommunikere direkte med politikerne i Folketinget eller kommunalbestyrelsen. Ikke bare i princippet: De fleste politikere bruger lang tid på at svare og diskutere politik med borgerne på både Facebook og Twitter.
Politikerne bruger også Facebook den anden vej til at nå befolkningen – udenom de kritiske medier.
For godt til at være sandt
Det så vi fx, da Lars Løkke her for nogle uger siden præsenterede sin 2025-plan første gang på Facebook om aftenen kl. 20 – dvs. i "bedste sendetid" for de gamle medier, men direkte til borgerne uden om medierne og kritiske spørgsmål.
Det var smart. At han den første aften kunne han slippe af sted med at tale uden afbrydelser om alle de mange godheder og skattelettelser der er i den nye 2025-plan.
Når noget lyder for godt til at være sandt… Så er det ofte fordi, det ER for godt til at være sandt. Det fik befolkningen klarhed over dagen efter Løkkes Facebook-tale.
Prisen for Løkkes nye skattelettelser er bl.a., at de unge skal til at betale en del af SU’en tilbage til lån, at nyuddannede mister dagpengene første måned, og at den offentlige sektor ikke får de penge, der skal til at løse opgaverne med flere ældre, flere flygtninge, stigende medicinudgifter osv.
Ydmygelse af samfundets svageste
Ydmygelsen af samfundets svageste bliver også total med en gradvis udhuling af deres offentlige forsørgelse, som de er helt afhængige af. I går kunne vi på DR2 se den høje pris børn må betale, når deres forældre fattige.
Jeg synes simpelthen ikke, vi kan være det bekendt som samfund. Og jeg synes, at det er den gale vej at gå. Vi skal udvikle, ikke afvikle Danmark.
Jeg synes, vi har brug for en ny værdidebat om, hvad målet egentlig er med vores samfund. Hvad er det vi STYRER efter? Er det bare de andre, eller har vi vores egne mål og værdier?
Vi har nu i årevis måttet høre på, at vi "bliver nødt til" at tilpasse vores samfund på den og den måde for at klare os i konkurrencen med andre lande. Så skal selskabsskatten ned, så må lønnen ikke stige mere end i Tyskland, og så skal udenlandske eksperter have skatterabat…
Nødvendighedens politik er ikke nødvendig
‘Nødvendighedens politik’ får vi at vide, men står vi overhovedet på en brændende platform?
Vi har i modsætning til mange andre lande gennemført mange reformer, senere tilbagetrækning osv. Så er nødvendighedens politik nødvendig?
Jeg mener nej i den form som fx. 2025 planen ønsker. Jeg synes, at debatten om "konkurrencestaten" er kørt af sporet på den måde. 
Det økonomiske krav om at klare sig i den internationale konkurrence er gjort til et mål i sig selv. Som om det var summen af alle vores ambitioner med det danske samfund. Det er helt forkert, og derfor vil I heller aldrig høre mig tale om "konkurrencestaten" som et mål.
Jeg vil argumentere for, at vi som land ikke skal efterligne andre i frygt for konkurrence, men bruge al den plads, der faktisk er til at finde vores egen danske vej i den verdensøkonomiske trafik.
Grundlæggende danske værdier
Selvfølgelig skal vi kunne klare os i konkurrencen. Det er en banal, men afgørende økonomisk forudsætning for at finansiere det samfund, vi gerne vil have.
Men målet med velfærden, målet med vores uddannelsessystem, vores sundhedssystem, vores uddannelser, vores kulturinstitutioner osv. er så uendelig meget videre, bredere og dybere i dannelsesmæssig, demokratisk og værdimæssig henseende – end blot at kunne klare sig i den internationale konkurrence.
Vores grundlæggende danske værdier om fællesskab, deltagelse, samtale, lighed, muligheder for alle osv. er rigtige mål at styre efter, når vi skaber vores samfund.
Vi må vi ikke forfalde til at tro, at målet med daginstitutioner, skoler, uddannelser kun er at optimere produktionen af frisk og effektiv arbejdskraft – selv om en meget stor del af den politiske debat giver netop det indtryk.
Mere NOT end HOT i 2025
Hvis vi vender os mod indholdet af regeringens 2025-plan og udspil til finanslov, så er der desværre en hel del mere på NOT-listen end på HOT-listen.
Lad mig tage HOT-listen først. Udspillet rummer nemlig nogle ting, der formentlig kan få flere til at spare mere op på deres arbejdsmarkedspension. Det er godt.
Dels fordi det vil give mange mennesker en bedre og mere økonomisk uafhængig alderdom. Dels fordi regeringens løsning cementerer, at de pensioner, der er aftalt mellem arbejdsmarkedets parter ved overenskomstforhandlingerne, er en grundsten under vores samfund.
På NOT-listen er der desværre mere trængsel.
Den offentlige sektors økonomi holdes tilbage. Regeringen vil kun lade den vokse med 0,5 procent om året. Det kan jo umiddelbart lyde som et fremskridt, men reelt vil det betyde fyringer og dårligere service til borgerne, fordi opgaverne vokser endnu mere – bl.a. på grund af flere flygtninge, flere ældre og dyrere medicin.
Dybt forældet uddannelsespolitik
Jeg mener, at den offentlige økonomi som minimum skal vokse med 0,8 procent om året frem til 2025. Det samme lovede Dansk Folkeparti i valgkampen sidste år, og nu er deres stemmer jo afgørende for Lars Løkkes store plan, så jeg håber meget, at DF står fast. Så sent som i sidste uge lovede Peter Skaarup mig – på Twitter i øvrigt – at 0,8 procent stadig var målet for Dansk Folkeparti. Det håber jeg virkelig han holder fast i.
En anden ting på NOT-listen er SU-besparelserne, der smider en regning på 3,3 mia. kr. i ungdomsværelserne. Samtidig vil regeringen endda indføre, at nyuddannede ikke kan få dagpenge den første måned, og på den måde tages yderligere 200 mio. kr. fra de unge.
Jeg mener, at det er en dybt forældet og tilbageskuende uddannelsespolitik. 
Fagre nye verden 
Desuden tager 2025 planen slet ikke højde for de store ændringer, der vil ske på arbejdsmarkedet som følge af nye teknologier. Mange af os vil blive erstattet af robotter eller vi skal kunne betjene dem, og det kræver uddannelse.
Jeg så forleden et eksempel fra Japan hvor en børnehave med 60 børn  var overvåget af fire droner og en pædagog, når de var på tur.
Et andet eksempel var den meget empatiske robot-sygeplejerske, som kunne lagre tusindvis af oplysninger og behandle mange patienter. Et tredje eksempel var den digitale lærer; en robot, der futtede rundt mellem eleverne og hjalp.
Velkommen til fagre nye verden.
Det kan bekymre mig – jeg har flere bekymringer, men én af dem er, at eksempelvis undervisningsprogrammer importeres fra fx USA, og at de bygger på et helt andet værdisæt end det danske. Det kan virkelig bekymre mig.
Skattelettelser til de rigeste 
Frem for investering i fremtiden, der polstrer os uddannelsesmæssigt, så ønsker regeringen at give skattelettelser. 
Såmænd. Ikke mindst lettelser på topskatten.
Så vi bremser altså Danmarks velfærd og fremtidsinvestering i uddannelse for at dele flere penge ud til de allerede mest rige i landet.
Jeg troede faktisk et øjeblik, at denne regering gik ind for at sprede vækst og velstand mere til hele landet. Sætte mere gang i Danmark uden for storbyerne. Men topskattelettelser gør det stik modsatte. 
Vi har i FTF lavet et Danmarkskort, der viser, hvilke kommuner de nye penge lander i gæt selv hvor – i whiskybæltet nord for København selvfølgelig. Det er for usolidarisk for mig!
De grundlæggende værdier
For øvrigt viser en ny undersøgelse bragt i avisen.dk i dag, at skattelettelser ikke vil få folk til at arbejde mere. Det er i den slags situationer, at vi skal slå op i vores grundlæggende værdier og spørge os, hvad vi styrer efter.
Styrer vi efter mere ulighed? Styrer vi efter, at de kommende generationer skal uddanne sig mindre? Styrer vi efter at lade svage borgere, der har brug for pleje og behandling klare sig selv? Bare for at give pengene til de allerede mest vellønnede?
NEJ! Jeg gør ikke! Og det gør de fleste i befolkningen heller ikke. For eksempel ved vi, at 70 procent af borgerne foretrækker velfærd frem for skattelettelser.
Vi tager gerne ansvar
Det kunne være Lars Løkke skulle krølle sin såkaldte helhedsplan sammen og prøve at formulere en bedre plan med både arbejdsgivere og lønmodtagere. 
Lønmodtagerne må lade mig tale for dem i dag, og jeg vil på deres vegne gerne sige:
at vi gerne vil tage ansvar
at vi gerne vil være med til at gøre den offentlige sektor mere effektiv
at vi gerne vil være med til at finde løsninger – både politisk og på arbejdspladserne.
I både USA og Europa ser vi en polarisering af den politiske debat, hvor det er de mest radikale på højre- og venstrefløjen, der får stemmerne. Dette er et råb fra borgerne om, at vi vil have politikere med højere til loftet, med visioner for et bedre samfund og med stærke, klare værdier og en demokratisk dialog.
Befolkningen sukker efter nye håb for vores samfund, for noget højere at tro på. Det tror jeg også, at lønmodtagerne ville have sagt, hvis de stod her på talerstolen i dag: Vi vil ikke bare passe vores arbejde og hæve vores løn. Vi vil tage ansvar for andre, vi vil gerne betale til fælleskassen. Vi vil være en del af noget større.