Hver tredje pædagog har inden for det seneste år undladt at ytre sig kritisk om deres arbejdsforhold, selv om de gerne ville. Det viser en ny undersøgelse fra BUPL. Da organisationen lavede en lignende undersøgelse for tre år siden, var det kun hver femte pædagog, der undlod at ytre sig offentligt med kritik.
I den nye undersøgelse fortæller 68 procent af pædagogerne, at de frygter negative konsekvenser, hvis de ytrer sig kritisk. De emner, som pædagogerne typisk har afholdt sig fra at ytre sig om, er normeringer, psykisk arbejdsmiljø, kommunale beslutninger og nedskæringer.

"Det er beskæmmende at se, at tavshedskulturen på de offentlige arbejdspladser åbenbart får bedre og bedre fat. FTF’s gentagne undersøgelser af offentligt ansattes ytringsfrihed, viser også at ikke bare pædagoger men offentligt ansatte generelt føler sig mere og mere presset i forhold til at ytre sig om kritisable forhold på arbejdspladsen", siger Bente Sorgenfrey.
I FTF’s seneste undersøgelse fra 2012 frygtede 54 procent af de offentligt ansatte negative konsekvenser af at bruge deres ytringsfrihed om forhold på jobbet.
Åbenbart med god grund: blandt de offentligt ansatte, der havde udtalt sig offentligt om kritisable forhold på jobbet, havde 40 procent oplevet negative følger som fx tjenstlige samtaler, advarsler, forbud og fyringer.

Vigtigere end nogensinde
Bente Sorgenfrey ser de ansattes ytringsfrihed som et helt centralt værktøj i forhold til at værne om kvaliteten i den offentlige sektor.
"Den nye kommuneaftale om minusvækst lægger et kæmpe pres på ressourcerne ude på de kommunale arbejdspladser. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at medarbejderne tør bruge deres ytringsfrihed og fortælle offentligheden, hvis opgaverne ikke bliver løst godt nok. Vi må have skabt en større tryghed for de ansatte", siger hun.
Det skal konkret ske ved at indføre regler i lovgivningen, så ansatte beskyttes bedre mod fyring, hvis de bruger deres ytringsfrihed, mener hun.
Det fremgår også af den betænkning om offentligt ansattes ytringsfrihed, som blev offentliggjort i februar i år. FTF deltog i udvalgsarbejdet bag betænkningen, og har således været med til at foreslå, at reglerne reguleres, så offentligt ansatte beskyttes bedre mod repressalier fra deres arbejdsgiver, hvis de bruger deres ytringsfrihed.
"Regler om bedre ansættelsesretlig beskyttelse vil have en gavnlig præventiv effekt: Arbejdsgiverne vil vide, at de ikke kan udsætte medarbejderne for repressalier pga. lovlige ytringer. Det er vigtigt at få brudt tavshedskulturen – det er dybt betænkeligt, at vi i stort omfang må undvære, at de ansatte råber vagt i gevær og blander sig i debatten", siger Bente Sorgenfrey.