Fagbevægelses hovedkrav til de kommende overenskomstforhandlinger blev diskuteret ivrigt på Forhandlingskartellets OK15-konference, der blev afholdt tirsdag i København.
Kravene er ikke endeligt opstillet og vedtaget endnu, men diskussionen er begyndt rundt omkring i landet. Efter planen udveksler parterne først krav til december.
De vigtigste temaer for fagbevægelsen bliver blandt andet sikring af reallønnen, bedre psykisk arbejdsmiljø og medindflydelse samt sikring af tillidsrepræsentanters vilkår. Det var de temaer, som flere deltagere fremhævede under tirsdagens konference.
”Vi skal passe på reallønnen og samtidig have fokus på job og et bedre arbejdsmiljø”, sagde Jørgen Mosbæk, der er formand for Forhandlingskartellet, der er et forhandlingssamarbejde mellem 11 organisationer, der repræsenterer ca. 5.200 medlemmer på det kommunale og regionale område.
De 11 organisationer er også medlem af forhandlingsfælleskabet KTO, og på konferencen talte også Anders Bondo Christensen, der – udover at være formand for Danmarks Lærerforening – også er formand for KTO, LC og FTF-K.
”Vi skal forpligte arbejdsgiverne på at forbedre det psykiske arbejdsmiljø via konkrete måltal i kommunerne. Og vi skal stå sammen, når arbejdsgiverne vil forringe arbejdstidsaftalerne. Vi bør samtidig have fokus på tillidsrepræsentanternes vilkår. De er afgørende som forandringsagenter og overenskomstbærere”, sagde Anders Bondo Christensen.
KL: Færre arbejdstidsregler
Ved de kommende overenskomstforhandlinger på det kommunale område vil KL stille krav om færre og mere fleksible arbejdstidsregler, hvilket fx skal gøre det lettere for arbejdsgiverne at lægge vagtplaner på især døgnarbejdspladser, fx specialinstitutioner og plejehjem. Sådan lød den klare udmelding fra KL i den forgangne uge.
Ifølge formanden for KL’s Løn- og Personaleudvalg, Michael Ziegler (K), er pædagogernes og SOSU-assistenternes arbejdstidsregler en forhindring for at lave fornuftige vagtplaner på kommunale arbejdspladser. Generelt er de mange arbejdstidsaftaler en forhindring for effektiviseringer i den offentlige sektor, mener KL.
KL’s udmeldinger om mere fleksible arbejdstidsregler er en alvorlig udfordring for de ansatte og fagbevægelsen, sagde formand for KTO Anders Bondo Christensen.
”Vi er meget opmærksomme på, at KL vil ændre arbejdstidsreglerne for fx pædagogerne og SOSU-assistenterne. Vi skal som fagforeninger stå sammen og bakke de faggrupper op, der risikerer forringelser af deres arbejdstidsregler”, sagde Anders Bondo Christensen, der udover at være KTO-formand, også er formand for Danmarks Lærerforening, der sidste år var ude i en voldsom konflikt med KL om netop arbejdstidsreglerne.
KL: Kommunerne vil dialog og samarbejde
KL’s forhandlingschef Marianne Brinch-Fischer lagde i sit oplæg på konferencen – udover at have fokus på arbejdstidsregler og fleksibilitet – vægt på, at der er brug for at diskutere MED-systemet og tillidsrepræsentanternes rolle. Det er blandt andet vigtigt at få set på den lokale uddannelse af tillidsrepræsentanterne, mener KL.
”Hvis tillidsrepræsentanterne skal være en del af den strategiske dialog, skal der i højere grad være plads til kommunen egen uddannelse af TR. Hvad skal TR kunne på arbejdspladsen? Vi skal blandt andet diskutere balancen mellem de faglige organisationers traditionelle TR-uddannelser og den lokale uddannelse”, sagde Marianne Brinch-Fischer.
Vi ønsker brede rammer for samarbejde og dialog, der giver værdi lokalt. Det er det, som tillidsreformen baserer sig på. Kommunerne vil gerne dialog og samarbejde. Men det er vigtigt, at vi får taget dialogen om, hvilken rolle tillidsrepræsentanten skal spille”, lød budskabet fra KL’s forhandlingschef.
En deltager fra Gentofte Kommunalforening henviste til Gentofte Kommune, der netop er i gang med et stort projekt, hvor tillidsrepræsentanterne inddrages i det strategiske rum og i ledelsens beslutninger.

Ud af krisen via den danske model
Anders Bondo Christensen lagde i sit oplæg vægt på den danske models styrker.
”Den danske model er ingen hindring for at komme igennem den økonomiske krise, men tværtimod den største styrke, når vi skal finde en fælles løsning på krisen. Det er på grund af den nordiske forhandlingsmodel, at vi har tacklet krisen så godt”, sagde Anders Bondo Christensen og fortsatte:
”Derfor giver det ikke mening, når folk fra fx Finansministeriet og KL giver udtryk for, at den danske model er en hindring for effektiviseringer i den offentlige sektor. De har fuldstændig glemt, at en overenskomst handler om at få begge parter til at stå med armene over hovedet og være tilfredse med resultatet”.