Et godt arbejdsmiljø er med til at forhindre sygdom og fastholde medarbejderne på arbejdspladsen. Men desværre står det skidt til med blandt andet det psykiske arbejdsmiljø på en lang række danske arbejdspladser, viser nye tal fra Arbejdstilsynet, som FTF har analyseret.
På et år er antallet af strakspåbud på grund af dårligt psykisk arbejdsmiljø steget fra 52 strakspåbud i 2012 til 133 strakspåbud i 2013. Samtidig er antallet af alle påbud og afgørelser om psykisk arbejdsmiljø steget voldsomt fra 587 i 2012 til 1.019 i 2013. En stigning på 74 procent.
Alligevel udgør påbud og afgørelser om psykisk arbejdsmiljø stadig kun en meget lille andel af samtlige påbud og afgørelser om arbejdsmiljø afgivet i 2013, viser analyse fra FTF. Det samlede antal påbud og afgørelser var således på 23.472 i 2013, heraf handlede kun 1.019 om psykisk arbejdsmiljø, svarende til 4,3 procent.

De fysiske arbejdsmiljøproblemer er altså stadig mest i fokus, når Arbejdstilsynet giver påbud. Det sker på trods af, at dårligt psykisk arbejdsmiljø koster 1.400 liv og mindst 1,5 mia. kr. i produktionstab årligt. Det viser en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed.

”De flere påbud i 2013 viser kun toppen af isbjerget. Der er brug for et endnu mere målrettet tilsyn og mere konsekvent opfølgning i kampen mod dårligt arbejdsmiljø. Der er især brug for mere fokus på dårligt psykiske arbejdsmiljø, som koster en formue hvert år på grund af øget sygefravær”, siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF, der repræsenterer 450.000 privat og offentligt ansatte.

Hver femte sygefraværsdag skyldes dårligt psykisk arbejdsmiljø
Ifølge Arbejdstilsynet skyldes stigningen i afgørelser bl.a. en øget målretning af tilsyn mod brancher med høj risiko for arbejdsmiljøovertrædelser og en særlig tilsynsindsats fra Arbejdstilsynet med fokus på psykisk arbejdsmiljø fra 2013-2015.
”Desuden har arbejdstilsynet i forhold til vold og trusler om vold haft øget fokus på give strakspåbud", skriver Arbejdstilsynet i en mail.
”Det er den helt rigtige vej at gå at øge tilsynet og have massivt fokus på det psykiske arbejdsmiljø samt vold og trusler om vold. Men der er stadig brug for en langt skrappere indsats mod dårligt arbejdsmiljø end i dag. Det skal koste mere, når der igen og igen sker samme alvorlige overtrædelser på en arbejdsplads”, siger Bente Sorgenfrey og henviser til statistiske analyser, der viser, at cirka en femtedel af det langvarige sygefravær hænger sammen med det psykiske arbejdsmiljø.
Glem ikke det psykiske arbejdsmiljø
”Der er i dag store udfordringer med det psykiske arbejdsmiljø på de danske arbejdspladser, og det skal vi have gjort noget ved. Der er brug for en endnu mere målrettet opfølgning på Arbejdstilsynets påbud og reaktioner, ligesom Arbejdstilsynet i højere grad bør anvende viden om anmeldte arbejdsskader fra arbejdsskadesystemet til at få rettet tilsynsindsatsen der hen, hvor behovet er størst”, siger Bente Sorgenfrey.
Øget brug af viden fra arbejdsskadesystemet indgår i netop i et af Arbejdsmiljørådets nye forslag til, hvordan ministeren bør målrette og forbedre myndighedernes arbejdsmiljøindsats.