Der er flere punkter i tyske koalitionsaftale om arbejdsmarkedet, bl.a.:
- En generel mindsteløn på 8,5 euro (ca. 63 kroner) i timen bliver indført fra 2015.
- Arbejdsmarkedets parter kan i en overgangsfase frem til 2017 indgå lokale lønaftaler, der ligger under mindstelønnen.
- Praktikanter og lærlinge m.fl. er undtaget fra mindstelønnen, som løbende vil blive justeret af en kommission med folk fra fagbevægelsen og erhvervslivet.
- Virksomheder må for fremtiden kun ansætte vikar i 18 måneder. Efter ni måneders ansættelse får vikarer samme løn som de fastansatte.
- Myndigheders kontrol med misbrug af underentrepriser skal styrkes ligesom samarbejdsudvalget skal have bedre adgang til information om underentrepriser.
- Reglen om 50 % repræsentativitet for at almengøre en overenskomst skal fjernes. (En af betingelserne for at gøre en overenskomst lovmæssig bindende i Tyskland har hidtil været, at parterne repræsenterer mindst 50 % af de ansatte i branchen).
- Med det mål at øge antallet af kvinder i ledende stillinger skal børsnoterede virksomheder ved nyvalg til bestyrelsen fra 2016 sikre, at mindst 30 % er kvinder.
- Under overskriften "lige løn for lige arbejde" vil regeringen invitere arbejdsmarkedets parter til drøftelse om, hvordan den bestående lønulighed mellem mænd og kvinder reduceres.
Den tyske fagbevægelse havde to afgørende krav til de forhandlinger, deri går førte til en ny regering i Tyskland mellem Angela Merkels CDU, det bayerske søsterparti, CSU, og socialdemokraternes SPD. Fagbevægelsen havde fra sidelinjen under forhandlingerne stået fast på SPD’s krav om en mindsteløn på 8,5 euro i timen. Fagbevægelsen med landsorganisationen DGB i spidsen havde dog også som krav for støtte, at en ny regering ville gøre noget for at afskaffe den brug af arbejdskontrakter med dårlige arbejds- og lønforhold, der har bredt sig under den økonomiske krise.
Kilde: Politiken og fagligt.eu