EU’s anbefalinger til den økonomiske politik har igennem mange år lagt vægt på en stram finanspolitik. Det har medført markante besparelser på de offentlige budgetter i en række syd- og centraleuropæiske lande. Desuden er der gennemført direkte forringelser i mange ansattes løn- og ansættelsesvilkår.
I den europæiske fagbevægelse mener vi, at der er tale om en ødelæggende politik, der devaluerer ansættelsesvilkår og den sociale model i Europa. På den baggrund har FTF og ETUC været fortaler for en styrkelse af den sociale dimension i EU’s fremtidige samarbejde. Vi ønsker en styrkelse af det europæiske sociale charter og har fremsat forslag om en social protokol. Hovedelementerne i vort forslag hviler på fire grundpiller. Fundamentale sociale rettigheder (strejkeretten og sociale rettigheder i forhold til økonomiske friheder), social beskyttelse (sociale sikringssystemer der er skattefinansieret), socialt demokrati (involvering af de sociale parter), og offentlige ydelser som sundhedsydelser, uddannelse mm).
Mange borgeres interesse for traktatændringer er begrænset, mens der er helt klart en fordel ved, at EU-initiativer styrker bæredygtig vækst og beskæftigelse på anstændige vilkår. Derfor vil en konkretisering og realisering af en social dimension være helt afgørende for holdningen til det fremtidige EU-samarbejde.
En særlig udfordring omkring den sociale dimension bliver at finde en model, der på den ene side indfører minimumsstandarder for social beskyttelse, og som samtidig på den anden side fastholder de sociale sikringssystemer som en essentiel del af de enkelte nationers beslutningskompetence. En vigtig del – måske den vigtigste – for realisering af en social dimension er at etablere konkrete initiativer, der styrker beskæftigelsen.
I FTF mener vi, at der er grund til at huske på, hvad EU’s opgave historisk har været. Kort efter 2. Verdenskrig, hvor Europa var en verdensdel i kaos, blev det nuværende EU grundlagt. For at sikre fred, stabilitet og økonomisk vækst fødtes tanker om et fast samarbejde mellem de tidligere krigsførende nationer. Formålet var via kontrol med de tunge industrier at umuliggøre krig mellem de deltagende lande. Opgaven har skiftet karakter, men er der sådan set stadig og i den forbindelse er en social dimension for EU en forudsætning, så vi sikrer bæredygtig vækst og beskæftigelse og undgår at yderliggående kræfter og social armod får fodfæste i vor verdensdel.
En social dimension skal derfor sikre en anstændig mindste standard i det sociale beskyttelsesniveau i de enkelte EU-lande med udgangspunkt i fælles standarder og blandt andet rumme følgende: En aktiv arbejdsmarkedspolitik. Dagpengesystemer, der på den ene side understøtter deltagelse på arbejdsmarkedet og på den anden side giver lønmodtagerne så stor kompensation i tilfælde af uforskyldt arbejdsløshed. Rummelige arbejdsmarkeder for borgere med funktionsnedsættelse udviklet på baggrund af FN’s handicapkonvention. Et fælles arbejdsmarked, der åbner nye muligheder på tværs af grænserne. Grunduddannelse og adgang til livslang læring der sikrer, at den enkelte borger erhverver de kompetencer der er grundlaget for aktivt medborgerskab og beskæftigelse. Grundlæggende lønmodtagerettigheder, som de bl.a. fremgår af ILO-konventionerne. De kan indføres i form af en social protokol, der indgår i en fremtidig revideret traktat. Desuden er det afgørende at skabe en forpligtende social dialog på europæisk plan så de sociale parter, herunder fagbevægelsen, inddrages i EU´s samlede krisehåndtering med henblik på at styrke vækst, beskæftigelse og social lighed. Det kan lyde af meget, men skal vi vende den negative stemning omkring EU må der nye boller på suppen. Sker det ikke, vil de tendenser vi for øjeblikket ser blive forstærket. En ny undersøgelse viser, at 44 procent af tyskerne, 43 procent af franskmændene og 37 procent af spanierne er skeptiske overfor EU. Udviklingen skal vendes, så den ikke skader det grundlæggende freds- og stabiliseringsfællesskab og her spiller den sociale dimension en afgørende rolle.