Det litauiske EU-formandskab, der havde arbejdet på kompromiser, måtte konstatere, at afstanden mellem især en række østlande og især lande i den nordlige del af Europa var for stor på flere områder til, at der kunne opnås et kompromis om en tekst.
Ministrene var især uenige om, hvilke krav landene kunne stille til udstationerede. At der skulle være krav, erkendte alle, men især lande fra Østeuropa fandt, at kravene skulle fremgå af en liste. Landene måtte ikke kunne stille yderligere krav. En række ministre fra især lande, der modtager mange udstationerede fra østlande, fandt, at der skulle være tale om såkaldt åbne lister, så landene kunne stille yderligere krav.
11 lande havde før mødet blandt andet stillet krav om, at der blev en lukket liste. Både den lettiske og estiske arbejdsminister påpegede, at det en sådan ville skabe klarhed for arbejdsgiverne.
Det gælder om at undgå forvirring. Arbejdsgiverne må have klarhed, sagde Letlands velfærdsminister, Ilze Vinkele.
Splittelse om ansvar for underleverandører
Estlands socialminister, Taavi Roivas, påpegede, at direktivet gjaldt det indre marked. Den fri bevægelighed var afgørende for, at det fungerede godt, og der måtte også tages hensyn til muligheden for at udføre tjenester i andre lande.
Derfor en lukket liste, sagde socialministeren.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen talte for, at der blev åbne lister, så landene kunne tilpasse krav til de problemer, landene havde. Både hun og andre ministre understregede, at der ikke var tale om et tag-selv-bord, men at krav måtte meddeles til EU-Kommissionen og godkendes.
Det andet problem i teksten var, om firmaer kunne stilles til ansvar for, hvordan underleverandører opførte sig. Frankrigs arbejdsminister, Michel Sapin, angreb arbejdsgivere for at udnytte mulighederne for at udstationere lønmodtagere og give dem lave lønninger og dårlige arbejdsforhold.
Der finder svindel sted, og den er kraftigt stigende. Det går ud over lønmodtagere og det går ud over virksomheder, der opfører sig ordentligt. Det rammer ikke mindst små og mellemstore virksomheder, sagde Michel Sapin.
Arbejdsministeren fandt, at det var muligt at bekæmpe visse former for svindel, men ikke de mest avancerede former. Derfor var det afgørende, at der var et firma, der kunne drages til ansvar. Det måtte være det firma, der havde opgaven med arbejdet. Derfor måtte der være et kædeansvar, så underleverandører kunne følges helt op til det firma, der havde opgaven.
Også Tyskland gik ind for kædeansvar ligesom også Holland, Belgien og flere andre lande.
Danmark klar til kompromis
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen understregede, at det helt afgørende ved hele forslaget var, at det ikke måtte stå i vejen for, at Danmark kunne fortsætte med de krav, som virksomheder med udstationerede stilles overfor. Det særlige Registret for Udenlandske Tjenesteydere, RUT-registret, som forpligter virksomheder til at afgive en række oplysninger som navn, adresse og hvem, myndigheder kan kontakte, men også perioden for arbejdets udførelse m.m., måtte der ikke kunne stilles spørgsmålstegn ved.
Mette Frederiksen lagde vægt på, at der var et solidarisk ansvar og dermed kædeansvar, men hun kunne acceptere et kompromis om såkaldt ”fornøden omhu”, så arbejdsgiveren, der havde den egentlige opgave, var ansvarlig for, at underleverandører havde tilmeldt sig RUT-registret, og der dermed kunne føres kontrol med dem.
Alle ministre fandt, at det var nødvendigt at arbejde videre med forslaget, da det var vigtigt at få en bedre håndhævelse af direktivet.
Kilde: fagligt.eu