Socialdemokreternes Ole Christensen finder det helt afgørende, at EU får en ny, klar strategi med mål. I den tidligere hed det, at antallet af arbejdsulykker skulle ned med 25 procent. Der er sket en klar nedgang, og en midtvejsevaluering viste, at der var sket forbedringer af arbejdsmiljøet i medlemslandene. Det er imidlertid ikke nok.
Der er helt klart behov for en ny strategi. Der er stigende problemer med skelet- og muskelskader, der er øgede problemer med stres, og samtidig ønsker vi alle, at ældre bliver længere på arbejdsmarkedet. Det gør de kun, hvis arbejdsmiljøet er i orden, siger Ole Christensen.
Selv om EU har øget indsatsen mod giftige stoffer og materialer, giver forskellige produkter stadig problemer for arbejdsmiljøet. Der må fokus på langtidseffekterne af et dårligt arbejdsmiljø og på de arbejdsskader og erhvervsbetingede sygdomme.
Ole Christensen peger på, at det ikke kun er et spørgsmål om de lidelser, et dårligt arbejdsmiljø påfører de ansatte. Det anslås, at 168.000 mennesker hvert år dør som følge af ulykker og erhvervsbetingede sygdomme, men det dårlige arbejdsmiljø koster samtidig omkring 6 procent af EU-landenes samlede BNP. I en tid med økonomisk krise og forsøg på at forbedre landenes konkurrenceevne må det efter Ole Christensen påvirke finansministres tankegang.
Det er ikke bare sikkerhed og sundhed, det er også et spørgsmål om økonomi og konkurrenceevne at forbedre arbejdsmiljøet, siger Ole Christensen.
EU har fokus på, at samfundene ændrer sig, så der bliver flere og flere ældre og færre og færre til at betale pensioner. Af den grund lægger EU op til, at folk bliver længere på arbejdsmarkederne.
Men det kræver jo, at arbejdsmarkederne er indrettede, så de ældre kan arbejde længere og ikke er udslidt tidligt på grund af dårligt arbejdsmiljø, siger Ole Christensen.
Undgå social dumping
Flere ældre betyder også, at der er behov for mere pleje. Netop i plejesektoren opstår der mange muskel- og skeletskader. Derfor er der også af den grund behov for at sætte fokus på forholdene i den sektor og øge indsatsen mod muskel- og skeletskader.
Flere lande og ikke mindst Storbritannien er imod ensartede regler inden for arbejdsmiljøet og herunder især arbejdstidsregler. De enkelte lande skal kunne opretholde deres egne regler. Ole Christensen påpeger, at Storbritannien altid har kæmpet mod regler for arbejdsmarkedet i EU.
I Storbritannien arbejder folk under forfærdelige forhold. Storbritannien har altid ligget langt tilbage i forhold til et godt arbejdsforhold. Men vi taler jo netop om rammer, minimumsbestemmelser. Der må være et minimum af beskyttelse i EU, så vi ikke konkurrerer på dårlige arbejdsforhold. Vi må undgå social dumping, siger Ole Christensen.
EU-Kommissionen sylter aftale mellem parter
Selv om der er tale om minimumsbestemmelser må de dog ikke være så slappe, at de ikke giver mening. En ny strategi må have klare mål for arbejdet med arbejdsmiljøet, forpligtelser og prioriteter.
Problemet er, om landene følger op og kontrollerer. Netop derfor finder jeg det afgørende, at EU-Kommissionen støtter, at der kommer europæiske aftaler. Arbejdsmarkedets parter må støttes i at indgå aftaler om arbejdsmiljøet. Gør de det, er der også størst chance for, at regler efterleves, siger Ole Christensen.
Han beklager, at EU-Kommissionen for tiden sylter en aftale inden for frisørområdet.
Det er jo helt hen i vejret, at vi ønsker aftaler, og kommer der aftaler, så forhaler EU-Kommissionen deres gennemførelse, siger Ole Christensen, der forfølger den sag.
Kilde: fagligt.eu