”Glade mennesker, skaber andre glade mennesker, og det skaber nye løsninger”, sagde direktør i Lån & Spar Bank John Christiansen, da han indledte et arrangement om ledelse og vækst på Folkemødet på Bornholm. Teltet i gårdhaven på Det gamle Posthus var fyldt, og symbolsk for den foretrukne ledelsesstil blev der serveret gulerødder (frem for pisk).
John Christiansen fortalte om bankens projekt ”Bank i bevægelse”, som blandt andet havde det formål at øge effektiviteten, skabe arbejdsglæde og tilfredse kunder og mindske sygefraværet.
Banken har blandt andet sat ind med tilbud til medarbejderne om sundhedstjek, hjælp til rygestop og rådgivning fra diætister.  Mange af målene for projektet er nu nået et år før tiden, og John Christiansens budskab til andre ledere er, at det kan gøres på alle arbejdspladser – både offentlige og private.
Privat vækst og offentlig kvalitet
I panelet var repræsentanter fra faglige organisationer for både medarbejdere og ledere i den offentlige og private sektor. Flere fremhævede, at der er forskel på den offentlige og private sektor. I den offentlige sektor handler det ikke om at skabe et økonomisk overskud, som det gør i den private.
”Vækst i den offentlige sektor handler om at skabe mere kvalitet. Mantraet har længe været, at vi skal have mere for mindre penge. Men jeg synes, målet bør være at skabe bedre kvalitet for de samme penge. Og her er tillid den vigtigste ingrediens”, sagde Sanne Lorentzen, som er formand for Lederforeningen i BUPL.
Formanden for FOA Dennis Kristensen var inde på det samme og pegede på, hvordan den offentlige sektor bør udvikles.
”Hvis vi skal kunne levere mere, skal ansatte have mulighed for at bruge deres faglighed. De skal have rum og plads til at gøre en forskel”, sagde han.
Formanden for FTF, Bente Sorgenfrey, fulgte op på debatten om tillid, som også fyldte meget i det foregående arrangement, hvor Margrethe Vesthager pointerede, at den offentlige sektor skal moderniseres blandt andet ved at give ledere og medarbejdere rum til faglige vurderinger.
"Der er brug for tillidsbaseret ledelse. Ledelsen er helt central, både når den offentlige og private sektor skal udvikles", sagde Bente Sorgenfrey.