Flere konkrete tiltag i EU tyder på, at der såvel direkte som indirekte er en stigende europæisk påvirkning af løndannelsen i de enkelte medlemslande. I lyset heraf er opstillet FTF’s holdning til ETUC’s arbejde på lønområdet.
Baggrund
Igennem de seneste år har der været en klar tendens til, at EU i stigende grad drøfter og søger – såvel direkte som indirekte – at påvirke løndannelsen i EU´s medlemslande. FTF’s forretningsudvalg (FU) har drøftet denne udvikling.
På den baggrund er i afsnit 2 nedenfor givet en række konkrete eksempler på udviklingen i EU, og i afsnit 3 opstillet FTF’s holdning til ETUC’s arbejde på lønområdet.
Eksempler på EU-initiativer om løndannelse Trojkaen
(EU-Kommissionen, Den europæiske Centralbank og Den internationale Valutafond)
Flere EU-lande er af Trojkaen blevet anbefalet/pålagt initiativer, der har grebet ind i løn- og ansættelsesforhold og dermed overenskomstsystemet. Det tydeligste eksempel er Grækenland, hvor overenskomster er genforhandlet og minimumslønninger beskåret, men også i Italien, Spanien og senest Holland har der været indgreb i løndannelsen.
Regeringscheferne og EU-kommissionen
Regeringscheferne har med de økonomiske pagter, f.eks. finanspagten, påvirket en række EU-landes løndannelse mere indirekte.  I Danmark bliver fx en stor del af de økonomiske rammebetingelser direkte påvirket af finanspagtens krav, hvilket igen påvirker fx drøftelserne om den danske lønudvikling i forhold til udlandets. Andre lande presses mere eller mindre til at opgive/reducere indeksering af lønninger.
Særligt med indgåelsen af Europluspagten i marts 2011 kom der fokus på løndannelsen, idet et af formålene med pagten er at fremme konkurrencekraften. Vurderingen af fremskridt på dette område vil i henhold til pagten bl.a. blive baseret på behovet for tilpasninger i lønudviklingen og produktivitetsudviklingen. For at fastsætte, om lønningerne udvikler sig i overensstemmelse med produktiviteten, vil enhedslønomkostningerne blive overvåget over en periode og sammenlignet med bl.a. udviklingen i andre medlemslande.
Hvert land vil være ansvarlig for de specifikke tiltag, der vælges for at sikre konkurrenceevnen, men nedennævnte reformer vil blive givet særlig opmærksomhed:
Med respekt for nationale traditioner vedrørende social dialog og forhandlingsretlige forhold skal der sikres en omkostningsudvikling, der svarer til produktivitetsudviklingen.
Det skal ske ved at bedømme lønfastsættelsessystemer og graden af centralisering i forhandlingsprocessen og indekseringsmekanismer, men med opretholdelse af de sociale parters autonomi i den kollektive forhandlingsproces.
Kommissionen har 2 gange udgivet sin årlige ”alert mechanism” rapport, som redegør for økonomiske ubalancer i medlemsstaterne. Rapporten introducerer en række indikatorer til identifikation af makroøkonomiske ubalancer i medlemsstaterne.
Rapporten indeholder en række lønrelaterede indikatorer, fx procentvise ændringer i enhedslønomkostninger i 2010 målt over de forudgående 3 år med en tærskelværdi på henholdsvis 9% for euro-lande og 12% for ikke euro-lande (Danmark blev opgjort til 11%). Rapporten nævner, at lønstigningerne overstiger produktiviteten i flere medlemsstater og dermed forårsager stigende enhedslønomkostninger. Fsva. Danmarks tab af markedsandele i de seneste år, refereres der i rapporten til, at priskonkurrenceevnen er forværret på grund af høje lønaftaler i den periode, hvor dansk økonomi var tæt på overophedning, samt at der er lav produktivitetsvækst.
Som led i overvågningen af landenes økonomier har kommissionen den 30. maj 2012 udgivet landerapporter, der indeholder landespecifikke anbefalinger til EU-landenes budgetpolitik. Heri er også indeholdt anbefalinger vedrørende lønpolitik for 17 ud af 27 lande. De koncentrerer sig om kritik af indeksering (pristalsregulering) af lønninger (i 5 lande), henholdsvis opmuntring til at tilpasse løn med produktivitet. For et enkelt lands vedkommende, Sverige, var der i Kommissionens oprindelige anbefaling nævnt ”større fleksibilitet i løndannelse, især for de lavere lønnede”. Det lykkedes dog svenskerne at få fjernet anbefalingen i den endelige version.
Formanden for EU´s beskæftigelseskomite, EMCO, har tilkendegivet, at de landespecifikke anbefalinger i 2013 vil fortsætte med at diskutere lønninger og løndannelsesmodeller med eller uden de sociale parters deltagelse.
I 2012 lancerede EU-kommissionen en såkaldt beskæftigelsespakke, der bl.a. indebærer drøftelser af lønudvikling på europæisk plan. Det fremhæves, at visse lande bør indføre minimumslønninger for at modarbejde fattigdom blandt de lavest lønnede samt for at understøtte efterspørgslen i Europa. Flere iagttagere har set det som en indirekte opfordring til Tyskland, som har drøftelser om nationale minimumslønninger.
Kommissionen nævner i sit udspil, at 8% af de EU-borgere, der er i  arbejde, er decideret fattige, og derfor anbefales minimumslønninger for at forhindre et ”race to the bottom” på arbejdsmarkedet. Herudover peges på, at lønsystemer, der relaterer sig til produktivitetsudvikling, er en forudsætning for at sikre, at vækst omsættes i stigende arbejdskraftefterspørgsel og jobskabelse. Samtidig henvises til, at der skal tages hensyn til en national praksis omkring overenskomstforhandlinger ved lønfastsættelsen.
Kommissionen har i sin årlige vækstrapport fra december 2012 anbefalet medlemslandene, at der kommer en bedre sammenhæng mellem lønudvikling og produktivitetsudvikling, samt at fastsættelse af minimumslønningernes niveau bør afspejle en passende balance mellem jobskabelse og et tilstrækkeligt indkomstgrundlag.
Den finske økonomikommissær udsendte i november 2012 en beskæftigelsesrapport, hvor der i et anneks var nogle beskrivelser af meget barske initiativer til reduktion af fagforeningernes rolle i og styrke til at påvirke løndannelse mm. Efter pres fra bl.a. ETUC og FTF blev de konkrete formuleringer dog reelt trukket tilbage.
Kommissionen har på uformelle møder i marts 2013 overfor ETUC tilkendegivet, at de i øjeblikket arbejder på, at der skal indføres minimumslønninger i EU’s medlemslande, fx som en procentdel (40 %) af gennemsnitslønnen i de respektive lande.
Den sociale dialog
ETUC, EU-Kommissionen m.fl. har ved forskellige lejligheder fremhævet behovet for (en styrket) social dialog mellem de sociale parter, bl.a. i relation til beskæftigelse og lønudvikling.
Kommissionen har i beskæftigelsespakken, jfr. ovenfor, fremhævet, at konsensus om reformer på arbejdsmarkedet er essentielle for at få etableret en succesfuld beskæftigelsespolitik. Udover det nuværende årlige sociale trepartstopmøde foreslås det at udbygge mekanismerne for inddragelse i den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken forud for det økonomiske semester. Fx nævnes lønfastsættelsesmekanismer.
Hertil kommer, at den seneste topmødeerklæring fra december 2012 indeholdt en formulering om, at Kommissionen m.fl. skal fremlægge foranstaltninger til det kommende juni-topmøde om ØMU’ens sociale dimension, herunder den sociale dialog.
Kommissionen havde i februar 2013 inviteret de sociale parter, herunder ETUC, til et trepartsmøde i regi af beskæftigelseskomiteen (EMCO), hvor en række synspunkter blev udvekslet om makroøkonomiske sammenhænge mellem løn i relation til produktion, beskæftigelse henholdsvis lønforskelle. Formålet var at give input til EMCO’s tilbagemelding til EPSCO (ministerrådet for beskæftigelsesministrene) til den årlige beskæftigelsesrapport og de landespecifikke anbefalinger til topmødet i marts 2013.
ETUC
På baggrund af ovenstående udvikling drøfter ETUC´s styrekomite og eksekutivkomite derfor løbende lønspørgsmål i relation til makroøkonomiske forhold. For at styrke de faglige organisationer i de enkelte lande har der dog også været mere konkrete drøftelser om spørgsmål vedr. lønforhold. Især har der været stor fokus på spørgsmålet om, hvorvidt der skal indføres en lovbaseret minimumsløn i EU. Navnlig organisationerne fra de sydeuropæiske lande har presset på, – bl.a. set i lyset af de stigende problemer med social dumping. Østudvidelsen i 2004 har medført, at flere lande i Europa mærker presset på lønniveauerne. Den økonomiske krise har yderligere forstærket problemstillingen og fagforeningerne i syd og øst appellerer til de øvrige ETUC-organisationer om at udvise solidaritet og bakke op.
For at modarbejde den nedadgående lønspiral forsøger ETUC og en lang række medlemsforbund at rejse muligheden for, at ETUC kan deltage mere offensivt i trepartsdrøftelser, hvor lønspørgsmål berøres, og synspunkter udveksles. Herudover sætter ETUC spørgsmålstegn ved, om der ikke er et behov for, at overenskomstforhold i et eller andet omfang koordineres, fx i forbindelse med ETUC’s anbefaling om, at lønudviklingen bør svare til inflationen og produktivitetsudviklingen.
ETUC’s executive committee vedtog i marts 2012 en erklæring om Collective Bargaining: The ETUC priorities and working program.

ETUC vedtog i juni 2012 en social pagt, hvor det klart fremgår, at “løndannelse fortsat skal være et nationalt anliggende og ske i overensstemmelse med national praksis og arbejdsmarkedssystemer”.
ETUC har nedsat et særligt udvalg, Collective Bargaining Coordinating Committee, som har drøftet generelle overenskomstspørgsmål, men også lønudviklingen i de enkelte EU-lande. FTF deltager sammen med LO i udvalgets møder.
Fsva. koordinering af overenskomstkrav i ETUC er det på den ene side klart tilkendegivet, at der ikke eksisterer ”one size fitss all-solution”, men at den aktuelle krise heller ikke kan håndteres med en ”stand-alone position”, når EU-kommissionen samtidig indfører scoreboards, der bl.a. indeholder mål for lønudviklingen.
I udvalget har det bl.a. været drøftet, hvorledes en koordinering kan foregå. Der lægges op til 4 hovedprioriteter:
Styrkelse af de kollektive forhandlinger på nationalt niveau, bl.a. ved en styrket koordinering på ETUC/EU niveau. Fx nævnes det, at lønninger bør fastsættes i forhold til inflation og produktivitetsstigninger.
Undgå social dumping.
Udbredelse af kollektive forhandlinger og minimumslønninger.
Transnationale overenskomster i multinationale virksomheder.
Det er blevet fremhævet, at der er behov for, at de forskellige lønsystemer med minimumslønninger, indeksering, erga omnes og kollektive aftaler analyseres på teknisk niveau indenfor ETUC. Det er derfor besluttet at nedsætte en teknisk ”styrekomite” under den kollektive forhandlingskomite.
Den tekniske komite arbejder pt. med en model for, hvordan ETUC på trepartsniveau kan påvirke de landespecifikke anbefalinger, når de indeholder anbefalinger om forhandlingsforhold og lønspørgsmål, jf. ovenfor. Pt. overvejes, at ETUC rejser og koordinerer 2-3 udvalgte temaer fra anbefalingerne overfor kommissionen samt promoverer, at der er kollektive forhandlingssystemer i medlemslandene.
FTF’s holdning til ETUC’s arbejde på lønområdet
Under henvisning til ovennævnte udvikling har FTF’s forretningsudvalg opstillet følgende FTF-holdning til ETUC’s arbejde på lønområdet til godkendelse:
ETUC skal fastholde sin politik om, at parterne i de enkelte lande selv fastlægger, hvordan de vil regulere lønningerne. Lønfastsættelse er et nationalt anliggende.
ETUC kan understøtte indførelsen af minimumsløn, såfremt de faglige organisationer i det enkelte land ønsker det, men kan ikke udarbejde generelle anbefalinger om, at der i alle lande skal indføres minimumslønninger eller lønninger fastsat af almengjorte overenskomster på udsatte delarbejdsmarkeder som led i kampen mod social dumping.
ETUC kan indgå i trepartsdrøftelser af makroøkonomiske spørgsmål, hvor lønspørgsmål indgår, i respekt for ovenstående.
ETUC’s muligheder for at indgå i trepartsdrøftelser om lønindikatorer o. lign. i forarbejder til de landespecifikke anbefalinger styrkes, så ETUC kan indgå i drøftelser af de generelle kriterier og principper, der opstilles for de landespecifikke bedømmelser. ETUC skal ikke indgå i drøftelser af anbefalinger til de enkelte lande.
ETUC kan indgå i drøftelser, der fremmer den sociale dialog på nationalt og europæisk niveau, herunder især fremmer kollektive overenskomst- og aftaleforhandlinger.
ETUC kan fremme erfaringsudveksling blandt medlemsorganisationerne om, hvorledes lønaftaler og løndannelse kan udvikles. Der kan udarbejdes vejledninger, men ikke anbefalinger.
ETUC må i konkrete situationer anmode om mandat i eksekutivkomiteen til ovennævnte.
ETUC kan undersøge, hvorvidt der er grundlag for, at de kan bidrage til et tættere sektorbaseret eller regionalt baseret samarbejde i det omfang, de forhandlingsberettigede organisationer ønsker det.
ETUC’s kapacitet på udvalgte fagområder styrkes. Her tænkes først og fremmest på det økonomiske område, idet den absolutte hovedvægt fremadrettet lægges på arbejdsmarkedsforhold.