Det er ikke forbudt at udtale sig kritisk om sine arbejdsforhold. Alligevel frygter 40 procent af alle ansatte på FTF-området, at de sætter deres job på spil, hvis de udtaler sig negativt om deres arbejde. Derfor er det afgørende, at de ansatte kender deres rettigheder, mener jurist i FTF Helle Hjorth Bentz.
"Det er vigtigt, at vores medlemmer kender rammerne for ytringsfrihed, så de være kan være med i den offentlige samfundsdebat og bidrage til at udvikle vores velfærdssamfund. Hvis de ansatte tier stille, risikerer vi, at landets arbejdspladser udvikler en tavshedskultur, der dræber lysten til at ytre sig, og det er helt uacceptabelt, " siger Helle Hjorth Bentz.
Hun påpeger, at tillidsrepræsentanterne også kan yde en indsats ved at fortælle deres kolleger om reglerne om ytringsfrihed.
"TR kan medvirke til at sikre, at medlemmerne er klædt på til at ytre sig ved at få udbredt, hvornår en ytring er lovlig. Desuden kan tillidsrepræsentanten eventuelt rejse emnet i SU eller MED-udvalget for derigennem at sætte fokus på de misforståelser, der stadigvæk er forbundet med ytringsfrihed. Det kan også være en fordel at aftale nogle retningslinjer på arbejdspladsen, men de må naturligvis aldrig få karakter af censur," siger Helle Hjorth Bentz.
Ytringsfrihed er et nødvendigt samtaleemne på arbejdspladsen. Både for at orientere medarbejderne om deres rettigheder og for at signalere over for arbejdsgiveren, at medarbejdernes ytringsfrihed skal respekteres. I det følgende giver FTF dig en grundlæggende viden om ytringsfrihed, som du kan videreformidle til kollegerne.
Kun ytringsfrihed, når man udtaler sig på egne vegne
Ytringsfrihed gælder kun i det omfang, at du udtaler dig på egne vegne. Det betyder, at du altid skal sørge for at gøre opmærksom på, at ytringen er et udtryk for din egen personlige holdning. En ledelse kan nemlig godt bestemme, hvem der må udtale sig som repræsentant for arbejdspladsen. Det er altså okay med en intern informationspolitik – men ikke censur!
Alle former for ytringer er beskyttet
Ytringsfrihed betyder helt grundlæggende, at du har lov til at udtale dig om alt lige fra faglige synspunkter, til politiske holdninger. Så længe du ikke lyver eller bryder lovgivningen. Herudover er ytringsfrihed ikke begrænset til bestemte medier. Du kan derfor sige din mening i billeder, skrive dem på sociale medier, i et debatindlæg, som læserbrev, holde en tale, lave interviews, møder. Alle er udtryksformer er beskyttet af loven om ytringsfrihed.
Arbejdsgiveren må ikke straffe ytringer
Du må gerne udtale dig om dit arbejdsområde, også selv om du ikke har kendskab til ulovligheder. Faktisk er det vigtigt at udtale sig om for eksempel ressourcespørgsmål, som kan have væsentlig betydning for forhold så som nedskæringer. Når du ytrer dig, behøver du ikke først at anvende interne systemer som ledelses- og samarbejds-/tillidsrepræsentantsystemet. Du har altid ret til at fremføre kritik offentligt uden at spørge nogen om lov.
Når en lovlig ytring er fremsat, kan den ikke give anledning til, at du bliver pålagt ansvar, eller at ledelsen i kraft af sin almindelige ledelsesret afskediger dig eller udfører andre direkte eller indirekte sanktioner. For eksempel ændrer dit arbejdsområde, degraderer dig eller lader være med at forfremme dig. Og de må heller ikke lade være med at give dig løntillæg, irettesætte sig eller give advarsler.