Et stigende antal tyskere havner i gruppen af lavtlønnede. Især de, der ikke har en overenskomst, hører til blandt de lavtlønnede. I 2010 gjaldt det 11,9 procent af dem med en overenskomst mod 31 procent af dem, der arbejdede uden.
Samlet arbejdede 21 procent af lønmodtagerne i industrien og servicesektoren i 2010 for under 10,36 euro (77 kroner) i timen. I 2006 var 19 procent af tyskerne lavtlønnede, hvor løngrænsen blev sat til 9,90 euro i timen, viser en opgørelse fra det tyske statistiske kontor ifølge Eurofound i Dublin.
Undersøgelsen, der bygger på lønningerne blandt 1,9 millioner tyskere i industrien og serviceindustrien med over 10 ansatte, bekræfter ifølge det statistiske kontor en langvarig udvikling, hvor flere og flere havner i gruppen af lavtlønnede, der får mindre end to tredjedele af den gennemsnitlige løn. Taxachauffører, rengøringsassistenter, frisører og ansatte på restauranter og barer hører især til blandt de lavtlønnede.
Udbredelsen af de såkaldt atypiske ansættelser som deltidsarbejde, tidsbestemte kontrakter, vikararbejde sænker generelt lønniveauet, så flere havner i lavtlønsgruppen. Dertil kommer udbredelsen af såkaldte minijobs – eller junkjobs – hvor ansatte ikke får mere end 400 euro (knap 3.000 kr.) om måneden.
62,2 procent af dem med atypiske job uden overenskomst tjente i 2010 under grænsen på 10,36 euro i timen mod 19,7 procent af dem, der havde et almindeligt job, men uden en kollektiv aftale. Blandt de, der havde et almindeligt fast ansættelsesforhold og også en kollektiv aftale tjente kun 3,7 procent mindre en grænsen på 10,36 euro. Selv med en kollektiv aftale havner 38,3 procent af lønmodtagerne alligevel i gruppen af lavtlønnede, hvis de har et atypisk ansættelsesforhold.
Den tyske genforening er ikke kommet længere, end lønforskellene stadig er betydelige mellem det tidligere DDR og tidligere Vesttyskland. I vest blev grænsen for at være i lavtlønsgruppen sat til 1.890 euro om måneden (ca. 14.100 kroner), mens den var på 1.379 euro om måneden (ca. 10.290 kroner) i øst.