Den økonomiske vækst i verden lader meget tilbage at ønske. I næsten alle dele af verden er vækstudsigterne nedjusteret og mest slemt står det til i Europa, hvor flere er lande i EU står overfor perioder med recession og (måske) langvarig negativ vækst.
På den baggrund havde ETUI – Den europæiske fagbevægelses forskningsinstitut – og EPSU – Sammenslutningen af europæiske fagforeninger for offentligt ansatte – arrangeret et seminar, hvor FTF deltog, om alternativerne til en situation, hvor der konstant er økonomisk vækst. Titlen på seminaret var ”From (un)economic growth to future well-being”.
Et vigtigt udgangspunkt for diskussionen er at den økonomisk-politiske dagsorden efter krisens indtog i 2008 har ændret sig fra fokus på bæredygtighed og grøn vækst, til udelukkende at fokusere på vækstskabelse som målt i BNP.
På seminaret blev der peget på, at en række fremtrædende klassiske økonomiske teoretikere, herunder bl.a. Ricardo og Stuart Mill, tidligere har peget på, at væksten ikke kunne fortsætte, ud fra en betragtning om, at når et samfund når et vist niveau, vil vækstraterne aftage. Det kan være det scenarie, der nu tegner sig for de vestlige økonomier, hvor vækstraterne generelt har været aftagende efter boomet i kølvandet på de meget vækstintensive tiår efter afslutningen af 2. verdenskrig.
Spørgsmålet på seminaret var derfor om vi står overfor at skulle sætte os andre mål for udviklingen af samfundet end vækst målt i BNP. Altså få en optimeret vækst frem for en maximeret vækst. En vækst hvor fokus er på jobskabelse og well-being i samfundet frem for privat, materielt forbrug.
En sådan dagsorden vil imidlertid blandt andet kræve, at vi får andre målemetoder end at måle i BNP, der har den store svaghed at det ikke kan måle nytten af produktionen i den offentlige sektor. Der er behov for andre indikatorer, hvis effekten af offentlig service skal måles. Indikatorer der med stabile definitioner er sammenlignelige over landegrænser.
I det hele taget vil produktionen i den offentlige sektor spille en vigtig rolle i en økonomi, hvor der fokuseres på well-being. Det er vist med internationale tilfredshedsundersøgelser kaldet ”Quality of live”-undersøgelser, der måler borgernes tilfredshed eller ”lykke” i en række lande, at det har stor betydning, hvordan den offentlige service opfattes. Høj tilfredshed med offentlig service giver høj livskvalitet. Det er i disse undersøgelser at Danmark i 2003 og 2007 har toppet listen, som de lykkeligste. Der vil i slutningen november 2012 blive offentliggjort resultaterne af indsamlede data fra 2011.
Den offentlige service er ikke kun medvirkende til høj tilfredshed, men i stort omfang medvirkende til at skabe lighed i samfundet. Og skønt liberale kræfter har talt for, at øget ulighed kan skabe dynamik og økonomisk vækst i samfundet, synes empirien at tyde på noget andet. Den økonomiske ulighed er tiltaget i de senere år, specielt i USA, men kan ikke umiddelbart spores i øget dynamik og vækst.
Der blev på seminaret peget på, at det faktisk også kan gøre en forskel, hvordan serviceydelserne produceres. Om det er i offentligt eller privatregi. Der synes at være en sammenhæng mellem levealder og forholdet mellem offentligt finansierede og privat finansierede sundhedsudgifter. Det samme er tilfældet med børnedødelighed. Som eksempel blev vist USA, der har verdens højeste sundhedsudgifter, men en levealder lavere end Europas. Og Cubas. Børnedødeligheden er også højere end Europas og Cubas.
Diskussionen om fremtiden skal byde på ”de-growth” eller ”zero-growth”, som der debatteres i forskellige sammenhænge, har den fare, at vælges en vej uden vækst for at fremme miljø- og klimahensyn, kan det gå ud over jobskabelsen, så strategien for fremtidens økonomi må tage hensyn til, at der skal skabes jobs. Jobs der kan øge well-being, men ikke belaster miljø og klima. Her er traditionelle offentlige ydelser særlig effektive idet de kan løse begge behov og ofte vil være af en karakter, hvor det også på langt sigt vil give mening. Fx i form af øget uddannelse, øget sundhed og social velfærd.
FTF vurdering
Skabelsen af jobs må være det centrale mål i den økonomiske politik. Specielt i en situation, hvor ledigheden indenfor EU er meget høj og ungdomsledigheden på vej til at sætte rekord. Og det må være en helt naturlig ting at tænke den offentlige sektor ind i den sammenhæng, også fordi den er grundlaget for en velfungerende privat sektor. FTF er enig i, at en forbedring af den offentlige service ikke bare har effekt på jobskabelsen, men også langsigtede gevinster, fx hvis vi kan øge uddannelsesniveauet så målsætning om 60 pct. af en ungdomsårgang med en uddannelse skal nås.