I morges vågnede vi til endnu en kryptisk melding fra Donald Trump, hvor han kaldte Grønland et “dårligt styret stykke is”.
Jeg må indrømme, at det provokerer mig. For jeg er i Grønland i de her dage, hvor jeg møder mine kolleger i medlemsforbundene og vores samarbejdspartnere. Jeg lytter. Jeg prøver at forstå deres hverdag. Deres bekymringer. Deres håb.
Og det, jeg møder, er ikke et stykke is. Det er mennesker. Lønmodtagere, der går på arbejde hver dag og holder deres samfund kørende.
Men jeg mærker også en stigende utryghed.
I går talte jeg med Dina Olsen fra fagforeningen AK – Atorfillit Kattuffiat, der er medlem af FH. Hun fortæller, at telefonerne ringer oftere nu.
Hvad hvis de bomber vores hjem?
Folk spørger, hvad der skal ske med deres job og deres fremtid. Og nogle stiller spørgsmål, som man næsten ikke kan bære at høre: Hvad nu hvis de bomber vores hjem?
Det siger noget om den tid, vi lever i.
I dag har jeg mødt Jess G Berthelsen fra Grønlands største fagforbund SIK. Han peger på en økonomi under pres og et samfund, der samtidig skal finde nye veje frem, mens befolkningen falder, og det økonomiske grundlag er usikkert.
Og oveni det hele ligger der et pres udefra, hvor Grønland bliver talt om, som om det er ”et stykke legetøj, man bare kan tage,” som Jess siger.
Det er det ikke.
I dag er det 9. april. Dagen hvor Danmark blev besat for 86 år siden. En dag, der minder os om, hvor galt det kan gå, når stormagter begynder at se mindre samfund som brikker i et spil.
I dag flager man også på halv stang her i Grønland. Det gør indtryk. For historien er ikke langt væk.
Den er lige her.
Vi havde håbet, at den tid var forbi – det var den ikke.
Men historien har også lært os noget vigtigt. At vi står stærkest, når vi står sammen. Når vi holder fast i vores værdier og i hinanden.
Grønland er ikke ”et stykke is” eller noget, man kan købe. Ikke noget, man kan true sig til. Grønland er mennesker. Et samfund. Et fællesskab. Og det skal behandles med respekt
