Det er ikke hver dag, at EU får nye medlemmer. Næste år er det 13 år siden, at Kroatien fik en plads ved bordet i Bruxelles, som det nyeste medlem af Den Europæiske Union.
Det siger lidt om, hvor stor en omstilling en udvidelse er. Både for de nye lande, men i lige så høj grad for EU og for os der allerede er med.
Efter Ruslands invasion af Ukraine er en ny udvidelse blevet en politisk nødvendighed. Flere europæiske naboer – såsom Ukraine, Moldova, Montenegro blandt flere – venter utålmodigt i opgangen og lytter til, at vi har det hyggeligt inde i stuen, mens vi lover dem, at de “selvfølgelig bliver inviteret næste gang.”
EU-Kommissionen vurderer, at EU kan være klar til at optage nye medlemslande inden 2030. Det er både rigtigt og nødvendigt.
Men hvis vi skal integrere nye lande i vores fælles arbejdsmarked, er EU – såvel som vores kandidatlande – nødt til at få styr på eget hus, før vi byder nye naboer velkommen.
Vi har fortsat Københavnskriterierne at forholde os til, når vi skal optage nye lande. Glemmer vi kriterierne om, at et medlem af EU skal have institutionel stabilitet, der sikrer demokrati, retsstat, menneskerettigheder samt respekt for og beskyttelse af mindretal, risikerer vi, at udvidelsen fører til et skævt arbejdsmarked i stedet for vækst og samhørighed.
Arbejdskraften flytter allerede nu
Tag bare Ukraine: Allerede før invasionen havde omkring 1,6 millioner ukrainske statsborgere opholdstilladelse i et EU-land.
Det viser, at den frie bevægelighed ikke først begynder den dag, en ny tolkeboks bliver sat op i Europa-Parlamentet. Arbejdskraften flytter allerede nu. Og flere af EU’s kandidatlande har dygtige lønmodtagere, som er blevet en vigtig del af andre europæiske arbejdsmarkeder.
Et større indre marked for arbejdskraft kan blive en stor gevinst for EU. Ingen tvivl om det. Men uden klare regler og effektiv kontrol risikerer vi, at de nye muligheder bliver udnyttet til at presse lønninger og arbejdsvilkår i bund.
Hvis udvidelsen skal blive en succes, skal EU sikre, at nye medlemslande får et velfungerende arbejdsmarked, hvor det er muligt at forhandle kollektive overenskomster, og hvor social dialog er en del af den politiske kultur.
Det er ikke kun et socialt spørgsmål. Det er en forudsætning for, at konkurrencen på det indre marked ikke dræner de nye medlemslande for kompetente lønmodtagere.
Social dumping må ikke snige sig med ind
EU skal have styr på, at der bliver stillet krav til lønmodtagere fra tredjelande i hele Unionen.
De seneste ti år er andelen af lønmodtagere i EU, som er født uden for Unionen, nemlig steget fra cirka otte procent til godt og vel 12 procent.
Hvis vi ikke har stærke fælles regler, ender de laveste standarder med at gælde for alle, fordi arbejdet er frit på det indre marked. Og så står vi igen med historier som med de filippinske chauffører i Padborg, der fik lov at arbejde til 15 kroner i timen.
Når vi åbner dørene i Bruxelles, skal vi med andre ord have et skarpt øje på, om social dumping sniger sig med ind. Vi står et langt bedre sted end ved de seneste runder af udvidelser. Men der er stadig mere at gøre i eget hus, før EU åbner døren.
Indlægget er bragt i Altinget 12.01.26 og skrevet af Flemming Grønsund (FH) og Marianne Vind (S)
