Brian Mikkelsen skriver, at vi lever i mulighedernes tid.
Det er jeg enig i. Men spørgsmålet er:
Mulighedernes tid – for hvem?
Og hvem er det egentlig, der gør det muligt at gribe dem?
Virksomheder er vigtige. Et stærkt erhvervsliv er en forudsætning for vækst og udvikling. Men det er ikke virksomhederne alene, der skaber råderum og velstand. Det er i høj grad også lønmodtagerne.
Det er sygeplejersken, der tager nattevagten på hospitalet. Industriteknikeren, der producerer præcisionsteknologi i verdensklasse. Pædagogen, der danner vores børn, mens forældrene er på arbejde. Håndværkeren, der bygger vores skoler, broer og fabrikker. Uden dem – ingen konkurrenceevne. Uden deres skattekroner – ingen velfærd.
Som elektronikmekaniker oplevede jeg, at en arbejdsplads ikke bygges af maskiner og bundlinjer alene, men af mennesker der hver dag stiller vækkeuret og møder op.
Det er deres arbejde, der holder virksomhederne kørende, og det er deres indsats, der sikrer det overskud, vi som samfund kan investere i uddannelse, grøn omstilling, sundhed og velfærd.
Derfor er det et skævt billede, når erhvervslivet fremhæves som den eneste drivkraft bag Danmarks muligheder. Sandheden er, at det er samspillet mellem lønmodtagere, virksomheder og et stærkt fællesskab, der gør Danmark til et foregangsland. Og i det samspil er lønmodtagerne rygraden.
Lønmodtagerne som rygrad
Hvis vi vælger skattelettelser til erhvervslivet frem for investeringer i lønmodtagerne, risikerer vi at undergrave netop det fundament, som virksomhederne står på. For at udvikle stærke virksomheder og et stærkt velfærdssamfund skal vi derfor turde investere i mennesker.
Det betyder bedre arbejdsmiljø, mere efteruddannelse, ordentlige løn- og arbejdsvilkår samt tryghed i arbejdslivet. For kun når lønmodtagerne har overskud, kan virksomhederne skabe overskud.
Brian Mikkelsen peger på Danmarks evne til at omstille sig gennem kriser – fra oliekrise til coronakrise. Det er en evne, vi kan være stolte af. Men den evne kommer ikke kun fra direktioner og strategiske beslutninger.
Den kommer primært fra det tætte samarbejde mellem lønmodtagere og arbejdsgivere, som er kernen i den danske model. Ligesom den også kommer fra lønmodtagerne, der hver gang har løftet i flok, stillet sig på forreste linje og omstillet deres hverdag, når landet havde brug for det.
I FH ønsker vi stærke virksomheder – men vi ved også, at stærke virksomheder kun findes, når de står på skuldrene af stærke og trygge lønmodtagere.
Derfor skal vi også turde sige det højt: Ja, vi lever i mulighedernes tid. Men vi gør det kun, fordi hundredtusindvis af mennesker hver dag skaber de værdier, der får hjulene til at dreje.
Når vi taler om mulighedernes tid, skal vi ikke kun tale om skattelettelser og rammevilkår for erhvervslivet. Vi skal tale om rammerne for de lønmodtagere, der hver dag får Danmark til at fungere. For det er i samspillet – mellem stærke virksomheder og stærke lønmodtagere – at Danmarks styrke ligger.
Kun sammen kan vi gøre mulighedernes tid mulig.
Indlægget er bragt i Børsen 09.09.25
