Danmark har i denne uge officielt overtaget den magtfulde post som formand for EU’s Ministerråd.
Det betyder, at Danmark de næste seks måneder skal lede forhandlingerne og sætte dagsordenen, når EU’s ministre mødes.
Den nye rolle blev i går, torsdag, markeret i Aarhus med en dag, hvor EU-toppen blev inviteret til audiens hos kongehuset, møde med Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj og besøg på ARoS, inden dagen blev afsluttet med en officiel åbningsceremoni på Aarhus rådhus.
Historisk svær tid
På et pressemøde kunne Mette Frederiksen og kommissionsformand Ursula von der Leyen løfte sløret for nogle af dagens store temaer.
Mette Frederiksen lagde ud med ordene: ”Opgaven foran os er krystalklar: Vi skal styre Europa sikkert igennem en af de mest udfordrende tider i vores historie.”
Frederiksen fremhævede blandt andet krigen i Ukraine, den stadig eskalerende situation i Mellemøsten, klimakrisen og den globale konkurrence, inden hun tilføjede: ”På alle disse problemer, tror jeg på, at der er ét svar – et stærkere Europa”.
Især krigen i Ukraine fyldte på pressemødet, hvor von der Leyen beskrev en afslutning på krigen, som en førsteprioritet. Men også EU’s konkurrenceevne, migration og regelforenkling blev fremhævet som topprioriteter under formandskabet.
Lønmodtagernes dagsorden
FH arbejder for at formandskabet skal sætte fokus på betydningen af en velfungerende social dialog og lønmodtagerrettigheder, når medlemslandene samles det kommende år.
Det gælder også, når der i den kommende tid skal forhandles om, hvordan EU’s konkurrenceevne kan styrkes. FH mener nemlig, at en retfærdig konkurrenceevne er en stærk konkurrenceevne.
Fri og fair bevægelighed for arbejdstagere er ligeledes et vigtigt tema for FH. Det er det også for det danske formandskab. I det danske arbejdsprogram fremgår det, at mobilitet skal foregå på fair og ordentlige vilkår.
Det danske formandskab vil også arbejde for sunde og sikre arbejdsliv især i forhold til de farlige kemiske stoffer på arbejdspladsen. Og endeligt vil Danmark sætte sig i spidsen for at styrke den sociale dialog mellem arbejdsmarkedets parter.
FH markerer det danske formandskab med en ny temaside, som sætter fokus på, hvad rollen betyder for Danmark og de danske lønmodtagere. Læs mere om, hvad formandskabet betyder, og FH’s prioriteter her: