Juli er ringet ind, mens skoleklokkerne har ringet ud, og det markerer herhjemme for alvor starten på sommerferien.
Mens sommersolen brager derudad, benytter vi anledningen til at tage temperaturen på feriereglerne i EU.
Flest har 4 ugers betalt ferie
I 19 EU-lande er minimumskravet til betalt ferie 20 dage, som det er bestemt af arbejdstidsdirektivet.
Det viser den seneste opgørelse fra Eurofound, baseret på tal fra 2022.

Rapport fra Eurofound
De vigtigste ændringer i arbejdstidsregler i EU i 2021-2022 handlede om nye direktiver for balance mellem arbejdsliv og privatliv samt mere forudsigelige arbejdsvilkår. Debatten om kortere arbejdstid og firedages arbejdsuge tog til.
- I gennemsnit arbejdede fuldtidsansatte i EU 1.726 timer om året med 24,3 dages betalt ferie.
Men flere lande går længere, end direktivet kræver. I Østrig, Danmark, Frankrig og Sverige har man ifølge loven som minimum ret til 25 betalte feriedage om året, mens man i både Portugal og Spanien har ret til 22 dage.
I 2022 hævede Malta sin lovbestemte minimumsferie fra 24 dage til 28 for at kompensere for helligdage, der falder i weekenden. Det gjorde Malta til det EU-land med suverænt flest lovbestemte feriedage i 2022 – tæt fulgt af Luxembourg med 26.
Danmark på andenpladsen
Når overenskomstbestemte feriedage regnes med sniger Danmark og Tyskland sig dog op på en delt førsteplads med 30 betalte feriedage.
Men hvis man også tæller helligdage, der falder uden for søndage, må både danskerne og tyskerne endnu engang se sig slået af Malta. Med 12 helligdage nåede malteserne nemlig op på hele 40 betalte fridage.
I Danmark havde vi til sammenligning 38 fridage og kunne dermed tage andenpladsen, mens Tyskland indtog tredjepladsen med 37.
I den anden ende af skalaen finder vi Estland, Ungarn, Belgien og Nederlandene, der alle måtte nøjes med 28 betalte fridage.
Danskerne og resten af EU er dog ikke de eneste, der begynder at gå på sommerferie. Det gør FH’s ugentlige EU-nyhedsbrev også. Vi ønsker alle en rigtig god sommer og vender tilbage med nye EU-nyheder til september.









