På den sidste dag af ETUC’s konference i Beograd var fagbevægelsens fornyelse og styrkelse af den sociale dialog centrale temaer.
Organisering – særligt af unge – er en udfordring, vi deler med mange andre faglige organisationer i Europa. Repræsentanter fra ETUC’s ungdomskomité pegede på behovet for mere plads til unge og for aktiviteter, der afspejler deres virkelighed og engagement.
I min tale understregede jeg, at fagbevægelsen skal forny sig, men samtidig holde fast i sine kerneværdier: organisering og kollektive forhandlinger.
I FH arbejder vi aktivt for at tiltrække unge og sikre en høj organiseringsgrad i Danmark – fordi det er fundamentet for stærke overenskomster og gode vilkår på arbejdsmarkedet.
Kernen: Social dialog
På europæisk plan mener FH, at social dialog er – og bør være – kernen i ETUC’s arbejde. Vi har som fagbevægelse en særlig rolle i at finde løsninger sammen med arbejdsgiverne.
Jeg sagde også, at jeg til enhver tid foretrækker et direktiv, som er forhandlet mellem arbejdsmarkedets parter, frem for lovgivning skrevet af EU-Kommissionen. En forhandlet løsning har værdi i sig selv – og kan samtidig være et værn mod detaljeret EU-lovgivning, der ofte udfordrer nationale systemer.
Derudover var det stærkt at høre faglige kolleger fra Hviderusland, Tyrkiet og Finland dele erfaringer om, hvordan faglige rettigheder bliver knægtet. I Hviderusland er hele ledelsen af deres FH arresteret.

Og Ivanna Khrapko fra FPU i Ukraine advarede om, at hvis fagbevægelsen ikke fortsætter med at stille krav – selv i krigstid – risikerer Ukraine et arbejdsmarked uden overenskomster og rettigheder efter krigen.
Konferencen bekræftede én ting: En stærk, handlekraftig og solidarisk europæisk fagbevægelse er vigtigere end nogensinde.







