I sin ”state of the union”-tale den 13. september meddelte Kommissionsformand Ursula von der Leyen, at arbejdsmarkedets parter i EU har skabt fremskridt for millioner af lønmodtagere og skal være i centrum af løsningen af de problemer, man står overfor i dag.

Kommissionen ville derfor sammen med det belgiske EU-formandskab tage initiativ til et nyt Val Duchesse-topmøde.

Det er værd at blive i rummet og kæmpe for ethvert fremskridt!

Flemming H. Grønsund

Topmødet finder sted i dag den 31. januar 2024 – knap 40 år efter det møde i Val Duchesse, hvor den sociale dialog på EU-niveau blev grundlagt.

Ursula von der Leyen udtrykte store ambitioner for mødet, og der var da også stor skuffelse i Kommissionen, da det ikke lykkedes ETUC og de europæiske arbejdsgivere at nå til enighed om et forslag til direktiv om distancearbejde og ”right to disconnect”.

Tanken var nemlig, at forslaget skulle præsenteres på Val Duchesse-mødet.  

Trods frustrationen valgte ETUC at arbejde konstruktivt for at få det bedst mulige ud af mødet, der er endt ud i en kort og fokuseret seance, hvor det belgiske formandskab, Kommissionen og arbejdsmarkedets parter på EU-plan (ETUC og de tre europæiske arbejdsgiverorganisationer) skal underskrive en fælles erklæring.

Ambassadør for social dialog

Af hovedpunkter i erklæringen kan nævnes, at parterne på EU-plan sammen med Kommissionen skal lave en handlingsplan for at løse problemerne med mangel på arbejdskraft.

Herudover vil Kommissionen udnævne en ”ambassadør for social dialog”, der bliver indgangen for, at parterne kan henvende sig med bekymringer ift. den sociale dialog.

Endelig fremgår det af erklæringen, at Val Duchesse-mødet skal være startskuddet til at udarbejde en ny ”pagt for social dialog”, der bl.a. skal sørge for kapacitetsopbygning især i kandidatlandene og fremme og facilitere indgåelsen af aftaler mellem parterne på EU-plan.

Flemming Grønsund, næstformand i FH har støttet ETUC’s tilgang med at gå konstruktivt ind i arbejdet med Val Duchesse-erklæringen.

FH: Vi skal kæmpe for ethvert fremskridt

Dette selvom skuffelsen over at det ikke lykkedes at lave en aftale om arbejdsgiverne om distancearbejde, fik nogle til at foreslå, at man trak sig fra mødet.

Flemming Grønsund udtaler: ”Det er værd at blive i rummet og kæmpe for ethvert fremskridt. Erklæringen er naturligvis et kompromis, men den viser, at det var den rigtige beslutning at blive, og ETUC har fået vigtige aftryk i erklæringen.

Jeg er selvfølgelig glad for, at der kommer tiltag til at styrke den sociale dialog, men det er også yderst vigtigt, at fagbevægelsen er med ved bordet!

Flemming H. Grønsund

Jeg er selvfølgelig glad for, at der kommer tiltag til at styrke den sociale dialog, men det er også yderst vigtigt, at fagbevægelsen er med ved bordet og formulerer politikken ift., hvordan man skal adressere manglen på kvalificeret arbejdskraft. Den dagsorden skal vi absolut ikke bare overlade til arbejdsgiverne”.

Den 15.-16. april afholdes der topmøde i La Hulpe for at sætte fokus på EU’s sociale søjle. Her vil europæisk fagbevægelse fremføre nogle af de dagsordener, der ikke er mulighed for at drøfte på det korte møde i Val Duchesse.

Som forberedelse til topmødet i La Hulpe organiserer ETUC sammen med det belgiske formandskab et ”Fagbevægelsens topmøde” i Bruxelles den 27. marts.