Et varmt emne i en halvkold dansk sommer har været finansiering af ældreplejen. Anledningen var en udmelding fra Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, i Jyllands-Posten den 17. juli, hvor der luftes en idé om obligatorisk opsparing til ældrepleje.
LÆS OGSÅ: Så mange ældre kommer der i din kommune!
Selvom det er glædeligt, at Socialdemokratiet har udsendt en garanti for, at forslaget aldrig kommer på bordet, så giver forslaget stof til eftertanke. For det er vigtigt, at vi undgår et A-og et B-hold i vores fælles velfærdssamfund.
Statsministeren nåede at kalde debatten »nødvendig«, og debatten om velfærdssamfundets indretning er ganske rigtig vigtig – bare ikke helt af de årsager, som blev fremført i Rabjerg Madsens sommer-prøveballon.
Derfor vil jeg gerne bidrage med mine tre bud på, hvad vi i fagbevægelsen ser som nødvendige advarselslamper og pejlemærker for fremtidens velfærd.
Bundsolid økonomi så langt øjet rækker
For det første er det nu klart, at vi ikke står over for umiddelbare finansieringsproblemer. Dansk økonomi er bundsolid, så langt øjet rækker.
Den finanspolitiske holdbarhed er intakt til trods for ekstraordinært store investeringer i Forsvaret, en nødvendig styrkelse af erhvervsuddannelserne og et tiltrængt løft af sundhedsvæsnet.
Der er et stort økonomisk råderum frem til 2030, som netop er opjusteret yderligere med fremlæggelsens af Finansloven 2024.
Og selvom der efter 2030 kommer nogle år med pres på de offentlige finanser, fordi der kommer flere ældre, er der igen udsigt til overskud fra midten af århundredet, og så langt øjet rækker.
Det gælder endda, hvis vi følger Pensionskommissionens forslag og stopper med at hæve folkepensionsalderen, så de unge generationer kan få lov til at trække sig lidt tidligere tilbage end forventet.
Derfor har statsministeren ret i, at den valuta, dansk politik aktuelt handles i, er arbejdskraft – vel at mærke kompetent og kvalificeret arbejdskraft.
Investér i bedre arbejdsmiljø
Her kan med fordel investeres i bedre arbejdsmiljø, der kan nedbringe sygefravær og nedslidning, styrkede uddannelser, positive incitamenter til fastholdelse af seniorer, en ambitiøs ungepolitik, der hjælper unge uden job og uddannelse videre i livet – kort sagt initiativer, der i modsætning til obligatorisk opsparing til ældrepleje vil kunne sikre flere hænder.
For det andet synes logikken at være vendt på hovedet.
For hvis ældreplejen ikke er god nok uden tilkøbsydelser, så bør vi se på, hvordan vi kan styrke ældreplejen – ikke indføre en tvungen opsparingskonto målrettet tilkøb af lapper på systemet.
Hvis vi kan se, at borgerne fravælger folkeskolen på grund af vigende kvalitet, så er opgaven jo heller ikke at indføre obligatorisk opsparing til privat lektiehjælp, men derimod at sikre kvalitet i folkeskolen.
Måske burde Christiansborg faktisk tage det alvorligt, når medarbejdere og andre med kendskab til den borgernære velfærd siger, at der ikke er økonomi nok til at få enderne til at mødes. Det er måske heller ikke så underligt, når velfærden har været underfinansieret med 23 mia. kr. siden 2015 ifølge en ny kortlægning fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Frem for at understøtte yderligere privatisering, som kun vil føre til større ulighed og dårligere velfærd for den brede befolkningsgruppe.
For det tredje og sidste gælder det, at vi skal være meget, meget varsomme med at forkaste den universelle velfærdsmodel med afsæt i lidt løse tanker og en sommeragurk.
Fri og lige adgang til sundhed og behovsbestemte velfærdsydelser, hvor udgangspunktet er det enkelte menneske og ikke pengepung eller opsparing, er en hjørnesten i det danske velfærdssamfund.
LÆS OGSÅ: Møde de unger med færdigheder til fremtiden
Det afgørende er, at vi investerer i vores velfærd, så kvaliteten kan følge med tiden, og at vi har fokus på at sikre nok medarbejdere med de rette kompetencer. Det handler bl. a. om løn og arbejdsvilkår og gode, attraktive velfærdsuddannelser.
Indlægget er bragt i Jyllandsposten 06.09.23