Den grønne omstilling betyder, at mange lønmodtagere skal omstille sig på arbejdsmarkedet. Lønmodtagere, der mister jobbet, vil opleve tabt arbejdsfortjeneste som følge af ledighed og tab af produktivitet men også personlige tab.
Selvom tilpasningsomkostningerne ved omstillingen er midlertidige, udgør de stadig et betydeligt tab for den enkelte lønmodtager. Det understreger vismændene i den seneste miljøøkonomiske rapport.
De peger samtidig på, at det kan betale sig at sætte ind med efteruddannelse, så lønmodtagerne bliver klar til nye funktioner og nye job.
”Det er meget positivt, at vismændene peger på, at aktiv arbejdsmarkedspolitik skal prioriteres, så vi sikrer os, at lønmodtagerne generelt har de rigtige kvalifikationer til at komme varigt i job og også understøtte fx den grønne omstilling”, siger Nanna Højlund, næstformand i FH.
FH har tidligere kortlagt holdningerne til grøn omstilling blandt de danske lønmodtagere.
Lønmodtagerne er i langt overvejende grad positivt indstillet over for omstillingen, men det skal være en retfærdig grøn omstilling. Ellers er der risiko for, at opbakningen falder.
Derfor er det vigtigt med et fremtidssikret dagpengesystem – arbejdsmarkedets sikkerhedsnet – for de lønmodtagere, som kan være i risiko for at miste deres job.
Og det er vigtigt at sikre nye kompetencer til dem, der enten mister jobbet, eller som er i brancher, der står overfor store forandringer.
Her fremhæver vismændene ny forskning, som viser, at effekterne af uddannelsesaktivering er bedre end man hidtil har antaget.
Brug ledighedstiden fornuftigt
”Ledighedstiden skal bruges fornuftigt. Det gælder både dem, der bliver ledige i kølvandet på den grønne omstilling og dem, der bliver ledige af andre grunde.
Nu viser ny forskning, at det samfundsøkonomisk giver rigtigt god mening at bruge uddannelse og opkvalificering i beskæftigelsesindsatsen. Så lad os brede det mere ud.
Eksempelvis bør vi styrke de uddannelsesrettigheder, der allerede eksisterer i den aktive beskæftigelsesindsats”, siger Nanna Højlund, næstformand i FH.