Tag farten af pensionsalderens himmelflugt

Velfærdsforliget i 2006 var en gamechanger for dansk økonomi. Som et af de første lande i Europa besluttede de danske politikere, at folkepensionsalderen skulle følge stigningen i levetiden. Det har skabt holdbare offentlige finanser – ja, meget mere end det. Den offentlige økonomi er nu overholdbar. Samtidig har vi i dag udsigt til Europas højeste pensionsalder.

Da Velfærdsforliget i sin tid trådte i kraft var der langsigtet balance på den offentlige saldo. Nu er holdbarhedsindikatoren vokset til godt 1 pct. af BNP svarende til en overholdbarhed på mere end 25 mia. kr. Det er der mange forklaringer på. Bl.a. at muligheden for at gå på efterløn blev markant forringet med Tilbagetrækningsreformen fra 2011.  

Pensionskommissionen, som snart præsenterer sine anbefalinger, har da også fået til opgave at se på mulighederne for at lade pensionsalderen stige i et langsommere tempo efter 2040. Dog under den forudsætning, at finanspolitikken stadig er holdbar.

Det er ikke analyser, der huer Dansk Arbejdsgiverforening. Senest har DA’s cheføkonom Anders Borup Christensen her i avisen hævdet, at ”holdbarhed ikke er et råderum”, men skal ses som ”en reserve” – altså underforstået den må vi ikke røre ved.

Den betragtning er jeg helt uenig i.

Jeg er derimod enig med Anders Borup Christensen i, at beregninger af økonomisk holdbarhed er usikre.

Kan unge holde til at gå på pension i 70’erne?

Først og fremmest er det meget usikkert, om unge, der kommer ind på arbejdsmarkedet i dag, kan holde til først at gå på folkepension, når de er i 70’erne, sådan som politikerne antog i velfærdsforliget.  For er det realistisk, at eksempelvis bygningsarbejdere og sygeplejersker kan arbejde så længe? Næppe. De ekstra leveår er ikke alle gode og sunde leveår.

Derfor er det ikke rimeligt, at hele stigningen i levetiden væltes over på en højere pensionsalder som i dag. Toppen af stigningen skal tages af, så den længere levetid ikke kun fører til flere år på arbejdsmarkedet, men også til et længere otium.

Siden politikerne indgik Velfærdsforliget i 2006 er levetiden steget mere end forventet.

Nu ventes en 60-årig i 2060, at leve knapt 2 år længere end da levetidsindekseringen blev aftalt, så der er udsigt til en endnu højere pensionsalder.

Politikerne har mulighed for at korrigere kursen

Hvis politikerne i 2006 havde vidst, hvor meget levetiden ville stige, og hvor holdbar økonomien ville være 15 år senere, ville de så have valgt en lige så skrap indeksering af folkepensionsalderen?

Formentlig ikke.

Men det vigtigste er, at Pensionskommissionen og politikerne nu har mulighed for at korrigere kursen.

Er dagens politikere tonedøve overfor befolkningens bekymring for den stigende pensionsalder, så er der risiko for, at opbakningen til Velfærdsforliget helt forsvinder. Det er rettidig omhu at sænke farten på pensionsalderens himmelflugt, så de unge også kan se sig selv i pensionssystemet, og så usikkerheden på holdbarheden mindskes.