Emmely Birkballe ligner allerede en, der er på hjemmebane, når hun kører traktoren hen over gårdspladsen, vifter fluerne væk fra ansigtet og går til hånde i værkstedet.
Men det her er ikke Djursland, hvor den 24-årige landbrugsmaskinmekaniker er i lære til daglig. Det er Tanzania.
Sammen med fem andre landbrugsmaskinmekaniker-lærlinge fra erhvervsskolen HEG i Aars er Emmely Birkballe rejst til Tanzania for at prøve kræfter med sit fag i helt andre omgivelser – og selvom hun kun har været i gang i få dage, er hun allerede begejstret for sit afrikanske eventyr.
Bor i safaritelt
Hun bor og arbejder sammen med lærlinge-kollegaen Jeppe på en familieejet farm – ikke helt ulig hendes egen læreplads hjemme i Rønde, hvor hendes mester også er hendes far. Og så alligevel.
På farmen i Tanzania har hun fx fået indrette eget værelse i et safaritelt, og første arbejdsdage har budt på vilde dyr, kulinariske oplevelser og anderledes måder at løse arbejdsopgaverne på.
”Allerede søndag, da vi blev indlogeret i vores telte, følte vi os som en del af familien. De passer godt på os, vi får al den mad vi kan spise og mere til, og al den omsorg, vi har brug for. Det er faktisk ligesom at være hjemme – på en måde,” fortæller hun om modtagelsen på praktikstedet.
Traktorservice med giraf og zebra
”En af de første arbejdsopgaver var en servicetur, hvor vi servicerede en traktor 3,5 time væk. På turen tilbage så vi simpelthen så mange vilde dyr. Vi så zebraer, giraffer, gnuer og bavianer. Det er jo en helt anden måde at køre til service på end i Danmark,” fortæller hun.
”Vi har også været ude og se på en mejetærsker, som havde været væltet i en grøft. De havde været i gang med en del genopretning, hvor de havde banket buler ud og svejset og gjort ved. Det var sjovt at se, hvordan de kunne genoprette en maskine, som, hvis det havde været derhjemme, nok ikke var blevet repareret igen,” siger hun.
”Det er spændende at se, hvordan de kan få det til at fungere med meget få midler. Og det er udfordrende at prøve at arbejde på en anden måde, hvor fejlsøgning fx foregår manuelt og ikke ved en computer,” siger Emmely
”Men det er også fedt at opleve, at de spørger os til råds, fordi de anerkender vores faglighed.”
Samarbejde mellem fagbevægelse og erhvervsskolen HEG
Det er FH, som gennem Ulandssekretariatet og i samarbejde med erhvervsskolen HEG, har arrangeret turen til Tanzania. Ønsket er at vise danske lærlinge, hvordan verden også kan se ud – og give dem lyst til at bidrage til udviklingen:
”Ved at sende danske lærlinge i praktik i udviklingslande, kan vi være med til at åbne deres øjne for, hvordan arbejdsmarkedet ser ud andre steder i verden, og give dem en forståelse for, hvordan vi som danskere kan bidrage til at løse udfordringerne i fællesskab,” siger Bente Sorgenfrey, næstformand i FH og formand for Ulandssekretariatet.
Hun håber, at lærlingeudsendelserne kan bidrage til at gøre en erhvervsuddannelse til et attraktivt uddannelsesvalg:
”Vi vil gerne vise danske unge, at en faglig uddannelse giver mange muligheder og kompetencer, som de kan bruge også uden for Danmark,” siger Bente Sorgenfrey.
Kan trække flere til erhvervsuddannelser
Det er tredje gang, Ulandssekretariatet og erhvervsskolen HEG sender et hold lærlinge fra landbrugsmaskinmekaniker-uddannelsen til Tanzania.
HEG er den eneste skole i Danmark, der uddanner landbrugsmaskinmekanikere. Her er oplevelsen, at lærlingeudsendelserne gør uddannelsen mere attraktiv.
Sidste gang man havde et hold lærlinge i Tanzania, oplevede skolen nemlig en stor stigning i ansøgertallet til netop landbrugsmaskinmekaniker-linjen.
Dansk uddannelse bidrager til verden
Det er dog ikke den eneste grund til, at man på HEG glade for endnu en gang at kunne sende et hold lærlinge afsted til Tanzania.
”Vi kan se på de lærlinge, vi tidligere har haft i Tanzania, at de vokser helt vildt af sådan et ophold. De får prøvet sig selv og deres fag af i nogle helt andre omgivelser. Der er ikke altid det værktøj, de er vant til, sproget er et andet og det samme er arbejdskulturen. Uddannelsesniveauet er også et andet i udviklingslandene, og vores lærlinge vil opleve, at de med deres danske erhvervsuddannelse virkelig har noget at bidrage til verden med,” forklarer uddannelseschef på HEG Aksel Gaardsted Christiansen.