Laila Hay Schmidt er blevet bidt af udenrigspolitik, og det havde hun aldrig set komme.

”Det er sindssygt spændende at være med til at planlægge besøg af politikere fra udlandet og betjene Udenrigspolitisk Udvalg i Folketinget. Det er meget varieret og vildt interessant arbejde,” siger hun.

Den 33-årige voksenelev er i fuld gang med en kontoruddannelse i offentlig administration i Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads i København.

Voksenlærlinge-ordningen, hvor man får voksenløn under uddannelse, har gjort det muligt for mig at tage en ny uddannelse, selvom jeg er fraskilt og mor til en dreng på fem år

Laila Hay Schmidt

Voksenløn under uddannelse gav helt nye muligheder

”Voksenlærlinge-ordningen, hvor man får voksenløn under uddannelse, har gjort det muligt for mig at tage en ny uddannelse, selvom jeg er fraskilt og mor til en dreng på fem år. Nu har jeg råd til at lære nyt og flytte mig hen et sted, hvor jeg er glad og trives i mit arbejdsliv,” siger Laila Hay Schmidt.

Hun har vovet lidt af et spring. Da hun midt i tyverne var færdig med en bachelor i sundhed og ernæring, fik hun job som køkkenleder. Først i fire år på en afdeling for kræftramte børn på Rigshospitalet. Men da hun selv blev mor, var det alt for hårdt.

Dernæst blev hun køkkenleder i en daginstitution for mere end 100 børn. Hun griner selv og kalder sig ekspert i pølsehorn.

En ond spiral

”Efter syv år som køkkenleder havde jeg mistet interessen for at lave mad. Men de job, som jeg så søgte, fik jeg ikke, fordi jeg manglede den administrative erfaring. Så det var lidt en ond spiral,” siger hun.

Derfor sagde hun sit job op. Ikke flere pølsehorn, pastaretter og rugbrødsmadder til andre børn end hendes egen søn. Hun var ledig for første gang i sit liv, søgte job og havde kontakt til sin a-kasse.

”Min veninde har taget en kontoruddannelse i Udenrigsministeriet og var mægtig glad for det og har fået et spændende job. Jeg tænkte, at det var min tur – og hvis det ikke var nu, hvornår var det så?” spørger hun.

Kom gennem nåleøjet

For at komme ind som kontorelev i offentlig administration måtte Laila Hay Schmidt læse en Erhvervsuddannelse for Studenter (EU’s) i 10 uger.

Kampagne for flere voksenlærlinge

I august 2019 lancerede FH, 3F, Dansk Metal, FOA, HK, NNF, Kost og Ernæringsforbundet sammen med Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) en kampagne under overskriften: ”Voksenlærling – En ordning. To vindere”. Målet for kampagnen er at skaffe 1000 flere voksenlærlinge over hele landet.

Kampagnen er en udløber af aftalen om ’kvalificeret arbejdskraft til virksomheder’ fra november 2018, og har til formål at skaffe virksomhederne den faglærte arbejdskraft, som de har behov for.

Læs mere på voksenlaerling.nu

”Den var på SU og kunne kun lykkes, fordi jeg havde sparet op og kunne bruge af min opsparing. Hvis jeg ikke havde fået voksenløn under denne uddannelse, havde jeg ikke taget den. Min privatøkonomi ville ikke kunne hænge sammen til en lavere elevløn”, siger hun.

Hun søgte 30 voksenelev-stillinger og kom til sidst igennem nåleøjet til Udenrigsministeriet.

”Da jeg begyndte som elev var mit mål at få administrativ erfaring og kombinere den med min bachelor og få et job i for eksempel Fødevarestyrelsen eller Sundhedsstyrelsen. Men nu håber jeg at blive tilbudt job i Udenrigsministeriet, når jeg er færdig med min uddannelse til foråret,” siger hun.

Sikkerhedsgodkendt

For at arbejde i Udenrigsministeriet er Laila Hay Schmidt blevet sikkerhedsgodkendt. I halvandet år har hun siddet med fortrolige og hemmeligstemplede sager i ledelsessekretariatet. Hun har også lavet HK-arbejde for udenrigsminister Jeppe Kofod.

Nu har hun travlt i afdelingen for borgerservice og beredskab.

”Jeg har virkelig fået flyttet nogle grænser og haft en vejleder, der har givet mig mod til at turde mere. I dag taler jeg for eksempel i telefon på engelsk med ambassader rundt om i verden,” siger hun.

En gave at kunne skifte spor

Laila Hay Schmidt tøver ikke med at anbefale andre voksne, der er trætte af deres nuværende fag og job, med at springe ud i noget nyt.

Hun kalder voksenlærlinge-ordningen for en gave til at udvikle sig og skifte spor. En af Lailas kolleger har også gjort det: efter mange år som rengøringsassistent i Nationalbanken besluttede hun sig for at blive kontoruddannet ved hjælp af ordningen.

”Som voksenelever fortjener vi hver eneste krone af vores løn. Vi har erhvervserfaring fra tidligere og ofte også en anden uddannelse.  Og så ved vi, at det her er et rigtigt arbejde, der kræver, at man møder til tiden og udfører sine arbejdsopgaver. Til tider agerer vi jo også som ”rigtige” medarbejdere, og det er fedt, at virksomheden stoler på, at man kan udføre arbejdet,” siger hun.

Aldrig for sent

Når hun cykler hjem til lejligheden i Brønshøj efter endt arbejdsdag, er hun glad og ser allerede frem til næste dag på jobbet.

”Det er aldrig for sent at kaste sig over en ny uddannelse og et brancheskift. Og med voksenlærlinge-ordningen og en pæn voksenløn under uddannelse, synes jeg ikke, at man har nogen grund til betænkeligheder”, siger Laila Hay Schmidt.