2030 ligger langt ude i fremtiden. Men når talen falder på mellemfristede fremskrivninger, så er det et årstal, som er nærliggende at have på radaren. Tiden begynder nemlig så småt at nærme sig for en såkaldt 2030-plan, hvis man skeler til tidspunktet for offentliggørelsen af de seneste planer. 2025-planen blev således præsenteret i august 2016, og 2020-planen blev præsenteret i april 2011.

Krav til finanspolitikkens holdbarhed og den strukturelle saldo har været to grundlæggende omdrejningspunkter for finanspolitikken i disse planer.

Holdbarhed har været det bærende princip

Når det kommer til holdbarhed, har det bærende princip været, at finanspolitikken skal være holdbar. Dvs. at den politik, der planlægges frem mod – i dette tilfælde 2030 – kan fastholdes i årene efter, samtidig med at den offentlige gæld udgør en stabil andel af samfundsøkonomien på meget langt sigt.

Målsætningen har været balance på den strukturelle saldo, dvs. hvordan den offentlige saldo ville se ud i fravær af midlertidige forhold, herunder konjunkturudsving. Målet om balance er dog blevet justeret undervejs.

Det efterlader spørgsmålet: Hvad er hensigtsmæssigt at sigte efter for den strukturelle saldo i 2025 og 2030 i den kommende 2030-plan?

Regeringen har sammen med sine støttepartier præsenteret et forståelsespapir, hvor den økonomiske politik blandt andet baseres på, at der er balance på de offentlige finanser i 2025 og 2030.

Demografi presser offentlige budgetter

I årene efter 2025 står Danmark imidlertid over for en længere periode med stigende demografisk modvind, som presser de offentlige budgetter. Det afspejler sig også i Finansministeriets seneste fremskrivning, hvor der er udsigt til et strukturelt underskud på de offentlige finanser på ca. 0,6 procent af BNP i 2030.

Et krav om balance i 2030 kan derfor betyde, at der skal findes midlertidige besparelser med serviceforringelser til følge – på trods af, at vi har rustet os til at håndtere denne periode med demografisk pres.

Det viser sig helt konkret i form af, at finanspolitikken er overholdbar, og at vi uden at komme i karambolage med EU’s finanspagt kan ændre underskudsgrænsen til 1 procent af BNP i budgetloven, når budgetloven inden så længe skal revideres.

Kravet til den strukturelle saldo i 2030 bør derfor være mildere end balance, samtidig med at målet om balance i 2025 fastholdes. Hvor niveauet konkret skal ligge, er for tidligt at lægge sig fast på, men det er vigtigt, at vi bruger de frihedsgrader, vi har skabt, til løbende at sikre kvalitet i velfærden.

Det dårlige alternativ

Alternativet er en stop-go-politik, hvor nogle borgere vil opleve forringelser frem mod 2030, mens andre vil opleve forbedrede standarder, når det demografiske pres aftager. Det er ikke hensigtsmæssigt.

Det er også værd at hæfte sig ved, at Venstre-regeringen i forbindelse med 2025-planen udskød målet om strukturel balance i 2020 til 2024 for netop at lette presset på de offentlige finanser.