I sidste uge fangede særligt to artikler min opmærksomhed. Den ene en artikel i Berlingske, hvor Troels Lund Poulsen (V) hylder kontanthjælpsloftet, som den primære årsag til faldet i ledighed. Den anden en artikel her i Information, hvor en række pædagoger advarer om, at flere forældre ikke har råd til at købe vintertøj og andre basale ting til deres børn.

Fattigdom får folk i arbejde, ikke?

Artiklerne er særligt interessante, når de læses i sammenhæng. Teorien om at ledige kommer i job, hvis bare de sociale ydelser er lave nok, falder jo til jorden, når man læser om forældre, der ikke har råd til at købe vintertøj til deres børn. Ifølge teorien er dette et utænkeligt scenarie.

For fattigdom får jo folk i arbejde, ikke?

At fattigdom får folk i arbejde, er et helt forfejlet synspunkt. Fattigdom fastlåser folk i en situation, hvor al energi bruges på bekymringer om, hvordan der skal komme mad på bordet.

Fattigdom giver underskud og svigt af børn

Fattigdom medbringer skyld og skam over ikke at kunne opfylde sine børns basale behov. Fattigdom giver hverken overskud til at søge job eller til at opkvalificere sine faglige kompetencer, så de matcher arbejdsmarkedets efterspørgsel.

Udsagn som beskæftigelsesministerens underminerer sammenhængskraften og solidariteten blandt danskerne.

Dels rejser det en grundlæggende mistro til, om børnenes manglende vintertøj nu også skyldes fattigdom eller blot forkerte prioriteringer. Dels bomber det os tilbage til 1800-tallets syn på fattige som arbejdssky og asociale personer.

Har vi virkelig intet lært af historien?

Stop uligheden og fattigdommen og få de sidste med i fællesskabet

Arbejdsløsheden er i dag historisk lav. Det giver os optimale muligheder for at få alle med i opsvinget. Det kræver dog, at vi indser, at vejen tilbage til arbejdsmarkedet kræver mere end fattigdom, hvis man har stået uden for arbejdsfællesskabet i to, fem eller måske ti år.

Det kræver investeringer i uddannelse, opkvalificering og velfærd. Desværre har regeringen sparet massivt her gennem de senere år. Det komplicerer vejen tilbage til arbejdsmarkedet for dem, som har brug for en hjælpende hånd.

Lad os nu begrave 1800-tallets forestilling om fattigdom og få de sidste med i arbejdsfælleskabet. Det er sådan, vi sikrer et Danmark, hvor alle børn kan holde varmen.

Indlægget “Kontanthjælpsloft fastlåser folk i fattigdom” er bragt på information.dk 11.02.19

Læs også: Mere om “Ulighed” og “Fattigdom” på fho.dk