Stor indkomstforskel på top og bund Danmark har ry for at være et lige land. Det skyldes, at vi har en relativ lige indkomstfordeling sammenlignet med andre lande. Vores placering på ranglisten over Gini-koefficienten siger imidlertid ikke noget om, hvor lige vi rent faktisk er, og hvilken retning det går.
Der er stor forskel på den disponible indkomst i toppen og bunden af indkomstfordelingen. Den husstandsækvivalerede disponible indkomst for personer i den fattigste tiendedel har ca. 90.000 kr. til rådighed om året, mens den gennemsnitlige disponible indkomst er ca. 260.000 kr., jf. figur 1
Den rigeste pct. har en gennemsnitlig disponibel indkomst på over 1,3 mio. kr. årligt, hvilket er 15 gange mere end den fattigste tiendedel og 5 gange mere end gennemsnitsindkomsten.
Metode
Analysen gennemgår den husstandsækvivalerede disponibel indkomst for hele den danske befolkning med afsæt i 2016 og historiske nedslag i 2010, 2006, 2000 og 1996. Indkomsten er opgjort efter skat pr. husstand korrigeret for stordriftsfordele. På denne måde kan indkomsten sammenlignes mellem husstande uanset størrelsen på husstanden.
De historiske tal er omregnet til 2016-priser, og således afspejles den reale ændring i forbrugsmulighederne.
Der ses på den samlede personlige indkomst, hvilket omfatter løn, overførsler, resultat af selvstændig virksomhed, kapital- og aktieindkomst, børnebidrag mv. fratrukket den samlede skattebetaling (ekskl. kirkeskat). Derudover er fradragsberettigede renteudgifter fratrukket (da de påvirker skattebetalingen), og der er for boligejere tillagt en imputeret lejeværdi af egen bolig.
Tallene er baseret på AE’s udtræk fra Danmarks Statistiks registerdata. Populationen er afgrænset til fuldt skattepligtige, og familier med dødsfald er fjernet. Herefter er der fjernet outliers, dvs. ekstreme observationer i toppen og bunden af indkomstfordelingen. Dette er gjort med henblik på at rense effekten af store og midlertidige enkelttilfælde.
Analysen tager afsæt i fire grupper:
- Den fattigste tiendedel udgør de ti pct. af befolkningen med lavest disponibel indkomst
- De fattigste 40 pct. udgør de 40 pct. af befolkningen med lavest indkomst. FN har som delmål, at der skal opnås og fastholdes en indkomststigning for de nederste 40% af befolkningen, der er højere end landsgennemsnittet, inden 2030.
- Gennemsnittet afspejler den gennemsnitlige disponible indkomst for befolkningen.
Den rigeste tiendedel udgør de ti pct. med højest disponibel indkomst
Den rigeste pct. udgør den ene pct. befolkningen med højest disponibel indkomst. Inddelingen i grupper ser bort fra personernes formue. Således kan en person i den fattigste tiendedel godt være mere velhavende pga. formue.
Større forskel siden krisen
Siden 2010 er de fattigste blevet fattigere, mens de rigeste er blevet rigere, både når man opgør ændringen relativt og absolut, jf. figur 2a-b. Mens indkomsten – korrigeret for prisudviklingen – for den rigeste tiendedel er vokset med 65.000 kr. siden 2010 er den fattigste tiendedel blevet 1.000 kr. fattigere.
I toppen af indkomstfordelingen har den rigeste pct. fået 225.000 kr. mere mellem hænderne om året, svarende til en stigning på over 20 pct.
FN har som delmål, at indkomsten for de fattigste 40 pct. af befolkningen skal stige hurtigere end landsgennemsnittet frem mod 2030.
I perioden 2010-2016 er den årlige disponible indkomst for de fattigste 40 pct. vokset med i alt 3.000 kr. svarende til 2 pct. Til sammenligning er den gennemsnitlige disponible indkomst for befolkningen vokset med 16.000 kr., svarende til 6,5 pct.
Således er udviklingen siden 2010 gået stik imod FN’s verdensmål om, at indkomsten for de 40 pct. fattigste skal stige hurtigere end gennemsnitsindkomsten.
Det hænger især sammen med, at de fattigste er blevet fattigere, og desuden at indkomsten i toppen stiger markant og derved trækker gennemsnitsindkomsten op.
Hvis Danmark skal leve op til dette verdensmål, er der med andre ord behov for, at udviklingen vendes.
Klar tendens gennem seneste 20 år
Denne udvikling kendertegner også forløbet, når man går længere tilbage i tid.
Fra midt-90’erne til midt-00’erne var der en mindre stigning i indkomsten for de fattigste, men gennem krisen og efterfølgende er de fattigste blevet fattigere, jf. figur 3.
Indkomsten for gruppen af de 40 pct. fattigste, gennemsnitsindkomsten og indkomsten for de 10 pct. rigeste er steget jævnt gennem hele perioden. Dog er tilvæksten markant højere, jo længere op på indkomstskalaen man kommer.
De fattigste 40 pct. har over de seneste 20 år haft en indkomstfremgang på lige under 20 pct., mens gennemsnitsindkomsten er vokset med 34 pct.
I samme periode er indkomsten for den rigeste tiendedel vokset med 55 pct., og for den rigeste pct. har stigningen være 88 pct. Sidstnævnte oplevede et fald i indkomsten i årene lige efter krisen, hvilket især hænger sammen med gennemslaget af negative kapitalindkomster. Siden 2010 har gruppen dog indhentet det forsømte og mere til.
Bunden sakker bagud og toppen stikker af
Den større spredning betyder, at forskellen på indkomsten i toppen og bunden er steget markant. I 1996 havde den rigeste tiendedel en disponibel indkomst, der var 4,3 gange større end den disponible indkomst for den fattigste tiendedel, jf. figur 4a. Det tal er nu steget til 6,4.
Samtidig stikker indkomstniveauet i toppen af fra resten af befolkningens. I 1996 havde den rigeste pct. en indkomst, der var 4 gange større end medianindkomsten. I dag er det tal oppe på 5,8 gange.
