Stefan Hermann, rektor for Københavns Professionshøjskole samt formand for rektorkollegiet for Danske Professionshøjskoler og Bente Sorgenfrey, formand for FTF
Det er ikke nok, at en lærer kan downloade en app på sin tablet, eller en socialrådgiver kan sende en mail eller sms til en borger. Fremtidens lærere, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere skal have væsentlig viden om digital teknologi for at levere og løse deres kerneopgave på arbejdsmarkedet.
Elektronisk sagsbehandling, telekonferencer, patientsamtaler over lange afstande via webteknologi, håndtering af dybt specialiseret digitalt hospitalsudstyr og brug af læringsteknologier er blot nogle af de digitale universer, som landets velfærdsprofessionelle skal kunne navigere i. De skal både kunne anvende, men også forholde sig skabende og kritisk til de nye digitale teknologier.
Arbejdsgiverne efterspørger i stigende grad digitale kompetencer, viser en analyse, som konsulenthuset Højbjerre Brauer Schultz har lavet for FTF. Analysen omfatter samtlige elektroniske jobopslag for lærere, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere i perioden 2008-2016, og billedet er tydeligt: I 2008 efterspurgte 11 procent af arbejdsgiverne digitale kompetencer i jobopslagene. I 2016 var tallet 28 procent. 
Professionelle skal kunne mere
Efterspørgslen på digitale kompetencer er med andre ord støt stigende – også for faggrupper, som ikke primært arbejder med digitale teknologier. Den største stigning i efterspørgslen gælder lærerne. I 2008 var der krav om digitale kompetencer i 11 procent af jobopslagene. I 2016 er digitale kompetencer på skoleledernes ønskeliste til deres kommende medarbejdere i 45 procent af opslagene. 
Arbejdsgiverne efterspørger alt fra evne til at navigere på kommunikationsplatforme med forældre og patienter til at stå for telekonferencer og fjernundervisning eller arbejde med telemedicin, sagsbehandlingsrobotter og droner i det daglige arbejde. Medarbejderne skal med andre ord kunne mere – både fordi teknologien kommer, og fordi der sker en hurtig omstilling og udvikling af den offentlige sektor. 
Billedet bekræftes i en stor digitaliseringsundersøgelse, som viser, at ni ud af ti FTF’ere er på en arbejdsplads, hvor der inden for de sidste to år er indført ny teknologi, der påvirker det daglige arbejde. De klassiske velfærdsprofessioner inden for sundhed, undervisning og det sociale område er med andre ord en del af den digitalisering og teknologiske udvikling, der finder sted på hele det danske arbejdsmarked. 
Rustet til en teknologisk tid
På professionshøjskolerne, som uddanner Danmarks kommende bioanalytikere, lærere, socialrådgivere, fysioterapeuter, sygeplejersker, jordemødre og en lang række andre faggrupper, er der allerede gang i mange initiativer, som ruster velfærdssamfundets kommende medarbejdere til et digitalt arbejdsliv. 
På Københavns Professionshøjskole udvikler kommende lærere og pædagoger eksempelvis nye løsninger i Future Classroom Lab, som er et stort digitalt eksperimentarium for leg, fag, didaktik og teknologi. Og kommende sundhedsprofessionelle træner virkelighedstro scenarier fra hospitalsstuer med den nyeste teknologi i Praksis- og Innovationshuset, så de bliver rustede til det moderne liv i sundhedssektoren.
Mange uddannelser er godt i gang, men der er brug for, at vi over en bred kam udvikler det digitale element på både grunduddannelser og efter- og videreuddannelser. Det gælder om at udnytte den sparsomme uddannelsestid, så de studerende får digitale kompetencer med i rygsækken.
Derfor hilser vi uddannelses- og forskningsministerens udspil til et øget teknologisk fokus på de videregående uddannelser velkommen. Det skal være med til at sikre, at vi sammen kan løfte dagsordenen med i højere grad at ruste vores dygtige fagprofessionelle til morgendagens samfund. 
Det kræver investeringer og en målrettet og strategisk samfundsmæssig satsning at ruste uddannelserne til fremtidens krav. Et stærkt fælles fokus og den nødvendige investering vil betyde, at uddannelserne kan bidrage til det digitale løft, der er brug for hos kommende lærere, sygeplejersker, socialrådgivere, jordemødre og så videre. En sådan investeringsvilje har hidtil været fraværende i regeringens initiativer, hvor man konsekvent har reduceret midlerne til uddannelse.
Vi må investere i videreuddannelse
Men ét er grunduddannelserne, noget andet er efter- og videreuddannelse af de medarbejdere, der hver dag passer deres arbejde i klasselokaler, på sygehuse, ældrecentre og rådhuse. Vi er nødt til at give alle disse medarbejdere, der arbejder som samfundets frontpersonale, bedre adgang til videregående voksen- og efteruddannelse. 
Ved den seneste trepartsaftale fik arbejdsmarkedsuddannelserne et tiltrængt løft, og der blev indført en ny omstillingsfond på 95 millioner kroner årligt, som tilgodeser faglærte og ufaglærte, der vil videreuddanne sig. Det er godt. Men der er også brug for at prioritere efter- og videreuddannelse for dem, som allerede har en videregående uddannelse. Det bekræftes af en EVA-undersøgelse fra 2017, som viser, at efteruddannelsen af ansatte med videregående uddannelser, står i stampe. 
Hvis vi skal fremtidssikre vores velfærdsprofessionelle, så de kan løse deres opgaver med kvalitet og effektivitet i en mere digital verden, må man fra politisk hold investere i efter- og videreuddannelse også af de højere uddannede. Udviklingen skal vendes, så flere får den efter- og videreuddannelse, de har brug for.