Regeringen og Dansk Folkeparti har i dag indgået en aftale, der skal få danskerne til at blive længere tid på arbejdsmarkedet i stedet for at trække sig tilbage før folkepensionsalderen.
Den nye aftale om senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet indeholder flere gode forslag, men løser langt fra samspilsproblemet i pensionssystemet, mener hovedorganisationen FTF.

”Det er fornuftigt, at regeringen og DF vil belønne de lønmodtagere, der vælger at fortsætte med arbejde helt frem til, at de når folkepensionsalderen. Men aftalen er ikke tilstrækkelig og udgør dermed en lappeløsning på de i forvejen mange ændringer af pensionssystemet. Det gør det svært for lønmodtagerne at gennemskue pensionssystemet og dermed træffe beslutning, om de vil blive længere på arbejdsmarkedet,” siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey.
”Vi har en række forslag til, hvordan politikerne kan få seniorerne til at blive flere år i job. Det handler både om beskatning, bedre arbejdsmiljø, beskæftigelsesindsats, seniorfleksjobs, seniorførtidspension og sygedagpenge for at fastholde seniorerne i job. Det vil være oplagt at tage med i den nye pensionstænketank, som regeringen vil nedsætte, og som FTF gerne deltager i”, forklarer Bente Sorgenfrey.
Husk nu arbejdsmiljøet
”Et godt arbejdsmiljø er en forudsætning for, at danskerne bliver længere tid på arbejdsmarkedet, og her mangler nye tiltag og en styrket indsats. Derfor kan det nye tiltag langt fra stå alene, hvis regeringen vil have folk til at blive flere år på arbejdsmarkedet,” siger Bente Sorgenfrey.
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen sagde i weekenden, at han er villig til at bruge flere ressourcer på Arbejdstilsynet og sætte turbo på god ledelse, som er forudsætningen for et godt både fysisk og især psykisk arbejdsmiljø. FTF ser frem til at ord følges af handling og forslå bl.a., at alle ledere med personaleansvar skal uddannes i psykisk arbejdsmiljø.
Godt med alderspension – men forlæng den
Den nye aftale indfører en ny alderspension, så man fem år før folkepensionen nås kan indbetale ekstra penge til sin pension, hvis man til gengæld bliver på arbejdsmarkedet helt frem til folkepensionsalderen. Ifølge aftalen bliver udbetalingerne fra en aldersopsparing ikke modregnet i offentlige pensionsydelser.
FTF roser tiltaget, men forslår, at indbetalingsgrænsen sættes til 30.000 kr. om året (mod 55.000 kr. om året i den ny aftale) og indbetalingsperioden til gengæld udvides til 10 år før folkepensionsalderen (mod 5 år før folkepensionsalderen i aftalen). På den måde tilgodeses personer med lav- og mellemindkomster, der har en årlig pensionsindbetaling på under 50.000 kr., der også skal dække forsikringer for erhvervsevnetab, gruppeliv mv. Særligt denne gruppe er ramt af samspilsproblemerne. Hvis de får 10 år til at indbetale ekstra, giver det dem større muligheder for at indbetale lidt ad gangen, anfører FTF.

Samspilsproblemer i pensionssystemet består
Den nye aftale er et plaster sår i forhold til det såkaldte samspilsproblem, der består i, at mange lønmodtagere modregnes i folkepensionens tillæg, fordi de selv har sparet op via en arbejdsmarkedspension igennem et langt liv. Det betyder, at de med de nuværende regler får fjernet en række tillæg, som de ellers ville kunne få sammen med folkepensionen.

”Samspilsproblemer i pensionssystemet er med den nye aftale langt fra løst. Derfor er der brug for, at pensionskommissionen, som regeringen nedlagde, bliver genetableret, så vi kan komme til bunds i problemet og få lavet en solid og langtidsholdbar løsning. Der er brug for at få læst samspilsproblemet en gang for alle og dermed skabe ro og sikkerhed om pensionssystemet”, siger Bente Sorgenfrey.