Sagen vedrørte en medarbejder, der i år 2009, efter 25 års ansættelse, blev afskediget af sin arbejdsgiver, Ajos. Medarbejderen havde derfor som udgangspunkt krav på en fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens dagældende § 2 a.

Medarbejderen var imidlertid fyldt 60 år på afskedigelsestidspunktet og kunne overgå til en arbejdsgiverbetalt alderspension. Uagtet at medarbejderen valgte at blive på arbejdsmarkedet, og ikke aktiverede sin pension, fulgte det af Højesterets faste fortolkning af funktionærlovens dagældende § 2 a, stk. 3, at den blotte mulighed for pensionering medførte fortabelse af retten til fratrædelsesgodtgørelse. 

En lignende situation forelå i den såkaldte Ole Andersen sag, hvor EU-domstolen i 2010 fastslog, at funktionærlovens § 2 a, stk. 3 var i strid med Rådets direktiv 2000/78, og at de danske domstoles fortolkning af § 2 a var i strid med det almindelige EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder. I den sag var medarbejderen dog offentligt ansat. Hensynet til en offentlig arbejdsgiver er mindre tungt, idet en nationalstat som arbejdsgiver ikke skal kunne lukrere på, at staten som lovgiver forsømmer at implementere direktiver korrekt. 

Pligten til korrekt implementering påhviler imidlertid ikke kun lovgiver, men indebærer også, at de nationale domstole skal fortolke EU-konformt. 

På baggrund af denne dom rejste Dansk Formandsforening overfor Ajos krav om betaling af fratrædelsesgodtgørelse. Ajos afviste kravet blandt andet under henvisning til, at direktiv 2000/78 ikke var direkte bindende i retsforholdet mellem private. 

Sø- og Handelsretten gav medarbejderen medhold i, at § 2 a, stk. 3 var aldersdiskriminerende, og mente også, at det EU-retlige princip herom kunne gøres gældende i sager mellem private. Ajos ankede sagen til Højesteret. 

Efter sagens behandling i Højesteret – men inden dommens afsigelse – blev Højesteret i tvivl om, hvorvidt pligten til at fortolke EU-konformt skulle vægtes højere end princippet om retssikkerhed for borgeren (dvs. den private arbejdsgiver), der måtte forvente at blive bedømt i forhold til gældende lovgivning og den fortolkning, som Højesteret gennem mange år fast havde anvendt. Sagen blev derfor forelagt EU-domstolen. 

EU-Domstolens dom

EU-Domstolen gentog, at funktionærlovens dagældende § 2 a, stk. 3  var i strid med det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, og at forbuddet mod aldersdiskrimination er et grundlæggende princip, der gælder i alle sager.  

Endvidere fastslog EU-Domstolen, at det påhviler de nationale domstole at fortolke national lovgivning i overensstemmelse med EU-retten. Kun hvor en EU-konform fortolkning vil være i direkte modstrid med ordlyden af loven (”contra legem”), må princippet vige. I det omfang, det er muligt, må domstolen da helt undlade at anvende den EU-stridige bestemmelse. 

At Højesteret havde anlagt en helt fast fortolkning af funktionærlovens § 2a, var ikke en omstændighed, der medførte, at en EU-konform fortolkning af bestemmelsen var ”contra legem”. 

De nationale domstoles fortolkning af national lovgivning skal således harmonere med det almindelige EU-retlige princip om forbud mod aldersdiskrimination, og dette skal vægtes højere end hensynet til retssikkerhedsprincippet samt hensynet til arbejdsgiverens berettigede forventning.  

EU-dommens betydning

Med EU-Domstolens dom er der ikke længere tvivl om, hvorvidt det almindelige EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder også er gældende imellem private. Ligeledes er det nu afklaret, at forbuddet mod aldersdiskrimination skal vægtes højere end hensynet til retssikkerhedsprincippet og hensynet til beskyttelse af den berettigede forventning, hvorfor de nationale domstole i videst mulige omfang forpligtes til at tilsidesætte enhver national bestemmelse, der er i strid med det almindelige EU-retlige princip om forbud mod aldersdiskrimination. Selv en klar dansk retstilstand må således tilsidesættes, idet omfang den kun beror på domstolenes fortolkning.