Formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, har præsenteret det længe ventede udkast til en aftale, der skal sikre Storbritanniens forbliven i EU.
”At være eller ikke at være sammen. Det er spørgsmålet, som skal besvares ikke bare af det britiske folk i en folkeafstemning, men også af de andre 27 medlemmer af EU over de næste to uger,” skriver Tusk i det brev, der følger med teksten ud til EU-hovedstæderne.
Forhandlingsteksten blev offentliggjort tirsdag middag efter lange forhandlinger mellem Bruxelles og London.
Et vigtigt element er en begrænsning af bl.a. velfærdsydelser, så EU-borgere fra andre medlemslande ikke kan modtage de fulde ydelser fra dag ét. Fx er der i udkastet fra Tusk et forslag om indeksering af børnepenge, der sendes ud af landet, så personer fra andre EU-lande ikke kan modtage det fulde beløb. Børneydelsen skal således justeres ift. leveomkostningerne i barnets opholdsland. 
FTF, hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte, mener, at en indeksering af børnepenge, kan være en god ide, så der tages højde for forskelle i medlemslandendes leveomkostninger. Danske børnepenge er tilpasset de høje danske priser og leveomkostninger og udgør for 0-2-årige børn 4.470 kr. per kvartal. Det er mange penge i andre EU-medlemslande.
”Jeg er – ligesom mine kolleger i britisk fagbevægelse – dybt bekymret for, at Storbritannien forlader EU. Hvis det sker, vil det have negative konsekvenser for hele EU-samarbejdet. Vi håber, at briterne bliver i fællesskabet. Det er skadeligt for alle EU-medlemslande, hvis EU svækkes i en tid med så store udfordringer økonomisk og politisk,” siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey.
”Vi må være realistiske og erkende, at der i dag er et pres på velfærdsydelserne og stor forskel på leveomkostningerne i de forskellige lande i EU. Derfor mener vi i FTF, at det fx er en god ide med en indeksering af børnepengene, så det ikke er alle EU-borgere, der har ret til at sende det fulde beløb til børn i hjemlandet. Der bør tages højde for forskelle i medlemslandendes leveomkostninger,” siger Bente Sorgenfrey. 

Forhandles videre på fredag
Forslaget, som Tusk har præsenteret tirsdag, bliver nu sendt til de respektive EU-hovedstæder, hvis repræsentanter fredag mødes til de første egentlige forhandlinger blandt alle 28 lande om den nye aftale. Det tegner til en ophedet diskussion.

Frankrig har i følge Altinget.dk på forhånd erklæret sig uvillig til at give indrømmelser til ikke-eurolande, mens landene i Central- og Østeuropa er rasende over indgreb, der kan stille deres borgere ringere, hvis de tager arbejde i udlandet. 
Målet er at nå til enighed ved et topmøde i Bruxelles 18. og 19. februar.