Sagen vedrørte en handicappet medarbejder, der var ansat som sekretær i en kommune. Stillingen indebar blandt andet, at arbejdet skulle udføres af én person, der skulle arbejde mere end 18 timer om ugen. Da medarbejderen på grund af sit handicap ikke kunne arbejde mere end 18 timer om ugen, afskedigede kommunen medarbejderen. 
Medarbejderen gjorde gældende, at kommunen ikke havde opfyldt sit tilpasningsforpligtelse efter forskelsbehandlingslovens § 2 a, der bestemmer, at en arbejdsgiver er pligtig til at træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse, medmindre arbejdsgiveren i et sådan tilfælde pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Medarbejderen fandt ikke, at en nedsættelse af arbejdstiden fra 30 til 18 timer om ugen ville være en uforholdsmæssig stor byrde for kommunen, da de frigjorte 12 timer kunne fordeles blandt de øvrige medarbejdere på nedsat tid. Endvidere fandt medarbejderen heller ikke, at kommunen havde undersøgt muligheden for at omplacere medarbejderen i en anden stilling i kommunen, da kommunen først efter afskedigelsen tilbød en anden stilling, som medarbejderen afslog grundet den lange transporttid.
Kommunen gjorde gældende, at kommunen havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse efter forskelsbehandlingslovens § 2 a. Det ville ifølge kommunen være en uforholdsmæssig stor byrde at beholde medarbejderen i sekretærstillingen, da denne netop krævede fleksibilitet og et samlet overblik, hvilket ikke kunne varetages af en medarbejder på 18 timer om ugen. Endvidere havde kommunen før afskedigelsen undersøgt muligheden for at omplacere medarbejderen i en anden stilling i kommunen, men da der ikke var nogen passende ledige stillinger, blev medarbejderen afskediget. 
Landsrettens afgørelse
Landsretten fandt det godtgjort, at sekretærstillingen krævede, at opgaverne blev varetaget af én person, hvis tilstedeværelse skulle være mere end 18 timer om ugen. Landsretten fandt således, at det ville være en uforholdsmæssig stor byrde for kommunen, at lade medarbejderen fortsætte i stillingen, hvorfor Landsretten anså kommunen for at have opfyldt sin tilpasningsforpligtelse. Landsretten fandt ikke, at den omstændighed, at medarbejderen blev tilbudt en anden stilling i opsigelsesperioden kunne føre til andet resultat. 
Hvad betyder landsrettens afgørelse?
Afgørelsen giver et indtryk af, hvad der vil være en uforholdsmæssig stor byrde for arbejdsgiver, når en medarbejder går ned i tid grundet sit handicap. I den konkrete sag var det nok, at arbejdsgiver kunne bevise, at stillingen ikke kunne varetages på nedsat tid, og at det både driftsmæssigt og økonomisk ville udgøre en uforholdsmæssig stor byrde at fordele stillingen mellem flere medarbejdere.
Medarbejderen har ansøgt om Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret.