Støtten til en politisk union i eurozonen breder sig som ringe i vand, hvor den ene betydelige europæiske leder efter den anden sommeren igennem slutter op bag tanken om et langt tættere samarbejde i eurozonen end hidtil. Senest efterlyste Italiens finansminister, Pier Carlo Padoan, i Financial Times en egentlig finanspolitisk union. Efter hans opfattelse var det ikke nok med mindre justeringer af samarbejdet i eurozonen. Hele grundlaget for det økonomiske og pengepolitiske samarbejde måtte ændres.
For at få en fuldgyldig økonomisk og monetær union må du have en finanspolitisk union, og du har behov for en finanspolitik, sagde Pier Carlo Padoan.
Han uddybede synspunktet med bemærkninger, der var helt i tråd med dem, som den franske præsident, Francois Hollande, kom med på den franske nationaldag, den 14. juli, hvor Hollande efterlyste en politisk union for landene i eurozonen med en form for regering, budget og parlament. Svaret fra den tyske kansler, Angela Merkel, kom prompte. En talsmand for kansleren meddelte, at Merkel og Hollande allerede havde lagt et fælles papir frem, der lagde op til, at man frem til slutningen af 2016 i etaper undersøgte, hvilke fælles instrumenter, man havde i EU, og det juridiske grundlag.
Merkel har tidligere talt for et tættere politisk samarbejde i eurozonen, og det gælder også hendes finansminister, Wolfgang Schäuble, som hun ellers har været på kant med under opgør om Grækenland. Her har Merkel i modsætning til Schäuble forsøgt at indgå kompromiser for at beholde Grækenland i Eurozonen.
I forhold til EU-samarbejdet har Schäuble længe været en fortaler for et tæt samarbejde. Allerede for over 20 år siden kom han sammen med den daværende parlamentariske leder af CDU, Karl Lamers, med et papir, der lagde op til et EU med Europa-Parlamentet som lovgivende og med samme rettigheder som Rådet, der blev en slags andetkammer.
Lederen af de tyske socialdemokrater, Sigmund Gabriel, kom i foråret sammen med den franske økonomiminister, Emmanuel Macron, også med et fælles indlæg, hvor de efterlyste en økonomisk og social union. Også de talte om et fælles budget i eurozonen og en særlig parlament for de deltagende lande.
Arbejdsmarkedspolitikken i fokus
Netop opprioriteringen af det sociale går igen i den italienske finansministers tanker. Pier Carlo Padoan finder, at en eurozone med et valgt parlament og en finansminister også må have et fælles system for arbejdsløshedsunderstøttelser. Dermed går han i samme retning, som de fem ledere af EU-institutioner anviste, da de i foråret kom med deres fælles udspil til, hvordan man kunne fuldende det europæiske økonomiske og monetære union.
EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, formanden for eurozonen, Jeroen Dijsselbloem, formanden for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, og formanden for Europa-Parlamentet, Martin Schulz, mente som andre, at arbejdet med den økonomiske og monetære union kun var halvt færdigt. De fandt, at eurosamarbejdet ikke kun var et økonomisk projekt, men også et politisk. De var enige i hele ideen om at udvikle samarbejdet til en finanspolitisk union, der i den sidste fase blev til en politisk union.
I første etape lægger de kun op til ændringer, der kan ske uden, at de nuværende traktater ændres. Men samarbejdet strammes op, så den økonomiske styring udvides inden for i første række hele budgetlægningen i det økonomiske semester med henstillinger til landenes politikker.
De fem ledere bygger også videre på pakkerne for den økonomiske styring, den såkaldte six-pack og uddybede two-pack for eurozonen. Målet er at få styrket konkurrenceevnen, få strammere procedurer for det makroøkonomiske, en stærkere koordinering af de økonomiske politikker og så netop en større fokus på social- og arbejdsmarkedspolitikken.
Papiret finder, at Europa må have et socialt niveau på højde med det, der på det økonomiske område giver topkarakteren AAA. Det er også en økonomisk nødvendighed, hedder det. EMU’en bliver kun en succes, hvis arbejdsmarkedssystemerne og velfærdssystemerne fungerer godt og er fair i alle eurolandene. Derfor må de områder have en mere central placering i hele arbejdet med det økonomiske semester (med den økonomiske styring og henstillingerne til landene, red).
De fem ledere taler både om balancen mellem fleksibilitet på arbejdsmarkedet og en ordentlig social beskyttelse med en egentligt fast grund, som beskytter de mest udsatte. Derfor må de sociale systemer koordineres bedre.
I den anden fase bliver politikker harmoniseret på flere områder, hvor landene har fælles problemer. Fælles standarder vil især være inden for arbejdsmarkedet, konkurrenceevnen, erhvervspolitikken og den offentlige administration og også dele af skattepolitikken.
Social- og arbejdsministre følger op
Det luxembourgske EU-formandskab tog på et uformelt rådsmøde i midten af juli også spørgsmålet om den sociale udvikling i EU op og behovet for ændringer. Formandskabet lagde blandt andet op til en diskussion af, hvordan den sociale dimension kunne styrkes i arbejdet med det europæiske semester og havde betalt forskere for at udarbejde en rapport om de fælles sociale værdier i EU med fokus på social indslusning og social beskyttelse.
I debatten indgik både spørgsmålet om et fælles arbejdsløshedssystem og spørgsmålet om en minimumsløn eller minimumsindkomst. Desuden diskuterede ministrene, om den særlige åbne koordineringsmetode med bedste eksempler på løsninger er tilstrækkelig, eller om der skal egentlig lovgivning til for at få resultater. De spørgsmål kommer op igen allerede til efteråret.
Kilde: fagligt.eu