Organisationsfrihed er en menneskerettighed
Menneskerettighedskonventionens artikel 11 bestemmer, at enhver har ret til at til- og fravælge at være medlem af en fagforening. Foreningsfriheden indebærer, at en arbejdstager positivt kan vælge at indmelde sig i en fagforening (den positive foreningsfrihed). Derudover bestemmer en EU-afgørelse – Sørensen og Rasmussen – at foreningsfriheden også indebærer friheden til at fravælge fagforeningsmedlemskab (den negative foreningsfrihed).
Det er altså forbudt ifølge menneskerettighederne at forskelsbehandle arbejdstagere på grund af foreningsforhold, men i nærværende sag anser Højesteret forskelsbehandlingen for at være saglig. Sagen drejer sig om to ansatte, der ikke opnår samme rettigheder i form af supplerende sygedagpenge, som de andre ansatte, der er overenskomstdækkede. 
Nærmere om Højesterets afgørelse
Højesteret fastslår, at to arbejdstagere i en emballagevirksomhed, der har valgt ikke at være medlem af det overenskomstbærende forbund, ikke har ret til de samme rettigheder, som de resterende arbejdstagere i virksomheden. I overenskomsten fremgår, at medlemmerne har ret til supplerende sygedagpenge ved sygefravær. Denne rettighed går de to arbejdstagere glip af. 
Højesteret mener ikke der er tale om en forskelsbehandling i strid med foreningsfrihedsloven eller Menneskerettighedskonventionens artikel 11 om foreningsfrihed, da de ikke-overenskomstdækkede medarbejdere reelt ikke tvinges til at melde sig ind i det overenskomstbærende forbund. Arbejdstagerne kan frit vælge om de vil melde sig ind i forbundet. De vælger dog ikke at melde sig ind. 
Højesteret stadfæster således Landsrettens afgørelse og slår fast, at forskelsbehandling på grund af foreningsmedlemsskab alene krænkes, såfremt den reelt tvinger en arbejdstager til at melde sig ind i en bestemt fagforening.