Det begyndende økonomiske opsving fører nu til, at lønningerne går op i alle EU-lande på nær i Irland og på Cypern. Især befolkningerne i østlandene henter mere hjem på lønkontoerne. Mest scorer rumænere, lettere og bulgarere. I EU’s to fattigste lande steg lønningerne i første kvartal med 7,3 procent i Bulgarien og 7,1 procent i Rumænien på årsbasis. I Letland steg de med 7,2 procent, i Litauen med 6,1 procent og Estland med 5,3 procent.

Dermed er det de økonomisk tilbagestående lande i EU, hvor befolkningen især får mere i løn. Af østlandene er det kun Kroatien, der har lønstigninger på under EU-gennemsnittet på 2,4 procent. I Kroatien steg de med 2,3 procent.
De økonomisk set mere velfunderede lande i Vesteuropa har typisk klart lavere lønstigninger, selv om Tyskland igen trækker opad med lønstigninger på 2,9 procent mod 1,2 procent i Italien, 1,5 procent i Danmark, 1,6 procent i Frankrig, 2,2 procent i Sverige og blot 1,1 procent i Finland.
I Irland faldt lønningerne med 0,1 procent, men de indirekte lønudgifter steg med 4,5 procent. På Cypern var faldet på hele 2 procent. I andre lande, der blev ramt hårdt af den økonomiske krise, er udviklingen vendt. I Portugal steg lønningerne med hele 4,3 procent og i Spanien med 2,1 procent. Der er ikke tal for Grækenland.
Kilde: fagligt.eu