Den europæiske fagbevægelse angriber i skarpe vendinger det udspil til et mere fair skattesystem i EU, som EU-Kommissionen lagde frem onsdag. Forslaget til en handlingsplan går i den rigtige retning, men har intet konkret indhold, der hindrer de store selskabers skatteunddragelser, mener generalsekretær i EFS, Bernadette Ségol.
Generalsekretæren for de offentligt ansatte i EU, EPSU, Jan Willem Goudriaan, går endnu længere i kritikken af Kommissionens forslag. Han finder, at store selskaber som Google, Amazon, Starbuck og McDonald fortsat vil kunne betale mindre end 1 procent af deres kolossale overskud i skat, selv om EU-Kommissionen får flertal for sit forslag. Imens vil sygeplejersker, skatteinspektører og brandmænd stadig blive fortalt, at de skal stramme livremmen ind, fordi staten mangler penge.
EU-Kommissionen kom med sit skatteforslag onsdag. I første omgang vil Kommissionen tage sit tidligere forslag om en fælles skattebase op igen. Kommissionen kom med forslaget i 2011, men det blev sablet ned af EU-landes ministre. EU-kommissær Pierre Moscovici sagde på et pressemøde i Bruxelles i onsdags, at Kommissionen nu ændrer forslaget og kommer med et mindre ambitiøst forslag, som han håbede, der ville være mindre modstand imod. Kommissionen vil gå frem skridt for skidt og ikke starte med kæmpe spring.
Kommissæren understregede, at der ikke blev tale om en fælles selskabsskat, men at det stadig vil være de enkelte lande, der fastsætter den. Til gengæld vil en fælles skattebase være et første skridt, så der bliver et mere fælles grundlag for, hvad der bliver betalt skat af. Skattebasen skal også sikre, at virksomhederne undgår en masse administrativt bøvl, så de ikke skal følge regler i alle 28 lande.
Angreb på skatteparadiser
Den anden del af planen er en vej til, hvordan det kan sikres, at de multinationale selskaber betaler en fair skat i det land, hvor de tjener pengene. Kommissionen vil stoppe huller, så virksomheder ikke flytter rundt på pengene og betaler der, hvor det er billigst.
Endelig ønsker Kommissionen større åbenhed om skatteforholdene i landene og de muligheder, der er for at overføre penge til skatteparadiser. Kommissionen identificerer 30 lande og områder i verden, hvor penge ofte bliver placeret og herunder Andorra, Monaco, Barbados, Bahamas, Panama, Mauritius og Liberia.
I arbejdsgivernes BusinessEurope bliver forslaget modtaget med skepsis. I modsætning til den europæiske fagbevægelse finder arbejdsgiverne, at forslaget går for vidt og binder virksomhederne. Arbejdsgiverne støtter frivillige ordninger.
I den europæiske fagbevægelses forskningsinstitut, ETUI, er holdningen imidlertid, at EU i alt for lang tid har hold sig tilbage i skattespørgsmål og burde være gået meget længere og ikke kun talt om selskabsskat og miljøskatter, men have taget fat også på personskatter. ETUI, der støber politiske kugler til EFS, ser politiske beslutninger om skat som en naturlig del af EU-arbejdet, efter der er indført et indre marked og en fælles mønt i eurozonen.
Mangler en klar europæisk social model
Direktør for ETUI og også professor ved et belgisk universitet, Maria Jepsen, finder, at skatteområdet er en del af den såkaldte europæiske sociale model. Selv om modellen trænger til en mere klar definition, og der efter hendes er mindre og mindre enighed om modellen, så betyder det indre marked i EU med den fri bevægelighed for også kapital, virksomheder og personer, at de nationale muligheder er så begrænsede, at også skatteområdet bør være en del af den sociale model.
Jeg mener, at vi opgav 90 procent af vores totale uafhængighed eller suverænitet, da vi fik det indre marked. Det må vi tage konsekvensen af.  Ønsker vi en social markedsøkonomi, må vi have defineret, hvad der ligger i den. Og her kommer den europæiske sociale model ind. Den må vi også have afklaret, siger Maria Jepsen.
I den sociale model ligger efter hendes opfattelse ikke kun spørgsmål om ordentlige arbejds- og lønforhold, men også skatteforhold.
Vi skal have en fælles beskatningspolitik. Det bliver vi nødt til at have. Vi har jo også enkelte regler om personbeskatning … rimeligt uklare, men de er der. Men vi må især have regler om selskabsbeskatning. Vi have nogle fælles regler i forhold til, hvordan vi beskatter, og hvem vi beskatter, siger Maria Jepsen.
Hun peger på, at store firmaer placerer sig i Holland eller andre steder, fordi de her undgår at betale skat. Selv om de udfører deres aktiviteter der og bruger de fælles infrastrukturer i landene, betaler de ikke til dem.
Beskatning en del af den sociale model
”Men hvordan skal man blive enige i et europæisk politisk system om det, når vi vel i den danske valgkamp end ikke var enige om, hvad beskatningen skulle være?
Det er et problem, men uden en vis enighed, så opgiver vi også den europæiske sociale model. Beskatningen hører med til den sociale model. Dette med, hvordan vi beskatter, og en minimumsbeskatning.
”På alle områder?”
Selskabsbeskatning i første omgang på, hvad vi skal beskatte.
”Bulgarien har en selskabsbeskatning på 10 procent og en flatskat på det samme på indtægter. Er det en del af det, du vil kalde social dumping?
Vi har netop social dumping. Den er også drevet af skattepolitikken. Den er ikke kun drevet af lave lønninger. At tale om social dumping og kun se på lønninger, det er at stikke hovedet i sandet og ikke ville se, hvor kompleks problemstillingen er. At bekæmpe den sociale dumping er også at se på, hvordan de forskellige lande har indrettet sig skattemæssigt og se, hvordan de prøver at blive konkurrencedygtige, og hvordan firmaer så finder ud af, hvad de kan gøre for at undgå at betale skatterne.  
Hvordan ser du på en fælles social model i et EU på de her områder, når landene er så forskellige, som det er?”
Ja, vi har vidt forskellige opfattelser af, hvad den europæiske sociale model er. Der er lande, hvor det er fuldstændig irrelevant at tale om en fælles, social model. Og i dag kan vi jo end ikke blive enige om, hvad der ligger i ligestilling mellem kønnene.
”Hvordan er vi kommet dertil?”
Problemet var i første række udvidelsen i 2004. Da var der en beslutning om, at vi ikke kunne bede de nye lande om at opbygge en social model. De havde ikke råd til det. De måtte følge EU-lovgivningen, men vi kunne ikke sige, at de måtte have en social model. Det var en af de helt store fejltagelser dengang. Hvis vi havde sat en model op, der var mere afklaret – ikke 100 procent, der kommer vi aldrig hen, for staterne er forskelligt opbyggede, og det er meget komplekst – men hvis vi var enige om, at der var nogle fællesnævnere, som vi skulle gå frem efter, så var vi lettere kommet videre.
”Og dermed også kommet længere med en række minima også på skatteområdet, som landene skulle følge? Men bliver minimum ikke let til maximum, som man ikke må gå over?
Jo, det er faren. Men hellere minimumsbetingelser end ingenting. Når jeg siger det, så er det, fordi jeg ikke mener, at vi kan stoppe noget ved grænsen. Vi kan i hvert fald stoppe mindre og mindre. Indfaldsvinklen er det afgørende her. Derfor må der være nogle fællesnævnere.
Kilde: fagligt.eu