Der er store muligheder i investeringer i infrastruktur via offentlig-private partnerskaber (OPP), hvor pensionskasser investerer penge i fx nybyggeri af sygehuse og skoler.
Milliarder af kroner står i kø for at blive investeret i nye byggerier og fx udvikling af ny velfærdsteknologi. Men en række skrappe regler står i vejen for udvikling af mere OPP, og det vil hovedorganisationerne LO og FTF have gjort noget ved.
De vil lempe de såkaldte deponeringsregler, der fastsætter, hvor mange penge kommuner og regioner skal deponere, før de indgår i et OPP-projekt.  
OPP kan også være udvikling af nye velfærdsydelser i et langsigtet samarbejde med det offentlige, hvor den private part står for driften og udviklingen, og hvor begge parter bidrager til investeringen. Det kan fx være investering i helt nye scannere på sygehuse, så patienter kan behandles hurtigere og bedre. En investering, der er dyr for sygehusene, men i samarbejde med et privat kan blive mulig.  
”Det er uheldigt, at de skrappe deponeringsregler spænder ben for offentlige-private partnerskaber. Pensionsselskaber og andre aktører skal have bedre muligheder for at indgå i samarbejde med det offentlige, som gavner både det offentlige, velfærden og skaber private job,” siger formand for FTF Bente Sorgenfrey.  
Derfor foreslår LO og FTF en lempelse af de nuværende deponeringsregler.
”Hvis et projekt giver væsentlige samfundsmæssige forbedringer af produktivitet og effektivitet, skal kommuner og regioner kunne fritages for deponeringsforpligtelsen,” siger LO-formand Harald Børsting.  

OPP-regler står i vejen 
Dansk Erhverv og Danske Regioner har tidligere forslået, at det skal være langt nemmere at realisere OPP-projekter, når der er en god business case. Det vil give bedre mulighed for effektivisering og investering i ny teknologi, mener de to organisationer, der foreslår, at det offentlige skal fritages fra reglerne om deponering, når der er en business case, der sikrer at investeringen kan tjenes hjem gennem mere effektive driftsformer.

Bent Hansen, formand for Danske Regioner, siger:
”Der er behov for bedre rammer for offentlig-privat samarbejde, så det bliver lettere at opsætte vores store velfærdsudfordringer til nye vækstmuligheder for virksomhederne. I regionerne kan vi se en række områder, hvor der kan være fordele i at samarbejde med virksomhederne i nye og mere langsigtede partnerskaber. Det kan f.eks. være inden for indkøb af større pakker af medicinsk udstyr, apparatur og velfærdsteknologi, hvor partnerskaber kan bidrage til at forny og forbedre vores behandlingstilbud til borgerne,” siger Bent Hansen.
Dansk Erhverv er enig:
”Borgernes forventninger til den offentlige sektor vokser, og der er brug for, at den offentlige sektor bliver bedre og mere effektiv. Derfor skal reglerne være mere fleksible. I dag spænder de ben for de gode idéer, selv i tilfælde hvor der er en velbeskrevet business case, der kan sikre mere effektive og innovative løsninger. Det har vi pligt til at gøre anderledes”, siger markedschef i Dansk Erhverv Jakob Scharff.
Deponeringsreglerne sidestiller et OPP med lånoptagning, og det betyder, at for eksempel en region up front skal deponere et beløb svarende til investeringen. En modernisering af reglerne vil gøre det lettere at realisere langsigtede partnerskaber, hvor der er dokumentation for væsentlige effektivitets-, kvalitets- og energiforbedringer, mener de to organisationer.  
Ekspert støtter nye regler
"Deponeringsreglerne har længe været en særlig dansk praksis. At få en modernisering af deponeringsreglerne og skabe mere stabile rammer om regelsættet fremover, vil være af stor betydning for markedet. Forslaget styrker denne tilgang," siger OPP-ekspert og professor ved CBS, Carsten Greve, om LOs og FTFs forslag om OPP og deponeringsregler.  

Konkret foreslår LO og FTF, at der bør ske fritagelse for deponeringsforpligtelsen for projekter, hvor det vurderes, at den samlede totaløkonomi betyder væsentlige samfundsmæssige produktivitets-, effektivitets- og/eller energiforbedringer. Tildelingsproceduren for deponeringsfritagelsen i forbindelse med OPP skal gøres hurtigere og mere gennemsigtig, og der bør ske en forhøjelse af låne- og deponeringsfritagelsespuljer.
Deponeringsreglerne er ifølge kommunerne og regionerne den største barriere for udbredelsen af OPP i Danmark, viser en rapport fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der har kortlagt forbeholdene (Barrierer for OPP for kommuner og regioners bygge og anlægsprojekter).  
I brancheorganisationen Forsikring & Pension støtter man forslaget fra LO og FTF.
”OPP tilskynder til en bedre totaløkonomi, dvs. lavere samlede økonomiske omkostninger for hele byggeriets levetid. OPP er derfor også et effektivt værn mod skandalebyggerier med budgetter og tidsplaner, der ustandseligt skrider. For når nye broer, tunneler eller andre offentlige anlægsprojekter bygges i OPP, er der fra start sat pris på risikoen,” siger direktør Per Bremer Rasmussen.  
En anden grund til, at Danmark ikke har sat så mange OPP-projekter i gang er den generelle usikkerhed om, hvem der skal bære risikoen for projekterne, forklarer professor Carsten Greve.
”Hvor meget skal staten, regionerne eller kommunerne gå ind i projekterne, og hvor meget ansvar skal der gives til de private aktører? Den private sektor kan bidrage med viden, innovation og ekspertise på række områder,” fastslår Carsten Greve, der mener, der gemmer sig et uforløst potentiale i OPP.