En generaladvokat ved EU-Domstolen rejser en ny debat om velfærdsydelserne i EU med et forslag til afgørelse, som han i dag lagde frem i en betændt, tysk sag om sociale ydelser til borgere fra andre EU-lande.  Generaladvokaten konkluderer, at borgere fra EU-lande, der tager til et andet EU-land og arbejder der, ikke automatisk kan udelukkes for sociale ydelser, selv om borgerne kun har haft arbejde i kort tid.

Sagen anses som så principiel i den løbende debat om velfærdsydelser til udlændige, at hele fem lande plus EU-Kommissionen kom med skriftlige indlæg, mens fire af landene og også Danmark og Frankrig kom med mundtlige. Landenes regeringer er bekymrede for stigende sociale ydelser til udlændinge, hvor ydelserne ikke følger af særskilte indbetalinger til ordningerne som i dette tilfælde i Tyskland.
Sagen drejer sig om en svensk mor, fru Alinanovic, der flyttede til Sverige i 1999 og havde født børn i Tyskland i 1994, 1998 og 1999. I juni 1999 tog Alinanovic tilbage til Tyskland, og hun og den ældste datter fik forskellige småjob under tyske aktiveringstiltag. Siden maj året efter havde de imidlertid ikke haft arbejde, men fik hjælp fra arbejdsløshedskassen, mens de to andre børn under sociale ordninger. I maj året efter stoppede jobcenteret i Berlin imidlertid udbetalingerne fra arbejdsløshedskassen til Alinanovic og hendes ældste datter.
Derefter blev den tyske socialret indblandet. Spørgsmålet var, om de tyske regler og jobcenterets fortolkninger stred mod især en EU-forordningen om den sociale beskyttelse og et direktiv om unionsborgeres og deres familiers ret til at færdes frit og opholde sig på medlemsstaternes område. I det spørgsmål lægger generaladvokaten vægt på, om borgerne har haft et arbejde i landet eller blot taget til det uden at søge ind på arbejdsmarkedet.
Kan ikke bare smides ud af landet
Har borgeren ikke haft arbejde, kan han eller hun efter generaladvokatens mening udelukkes fra sociale ydelser, hvad EU-Domstolen også har fastslået i en afgørelse. Borgeren kan også udelukkes fra sociale ydelser, selv om han eller hun søger arbejde. Men opholder borgeren fra et andet land sig i mere end tre måneder og arbejder der, så kan han eller hun ikke automatisk udelukkes fra de sociale ydelser, selv om det er slut med at arbejde. Og man kan ikke bare bede borgeren og familien rejse hjem, fordi de ikke kan klare sig selv.
Generaladvokaten indrømmer, at det efter EU-retten er rigtigt, at en borger, der har været arbejdsløs i over seks måneder, kan miste sin status som lønmodtager. Men det strider efter hans opfattelse mod princippet i forordningen og direktivets princip om ligebehandling, hvis borgeren efter ufrivillig arbejdsløshed i over seks måneder holdes ude fra sociale ydelser, og hvis personen ikke samtidig får mulighed for at vise, at han eller hun har en særlig tilknytning til landet – men er truet med at måtte forlade det, som i Alinanovics sag.
Generaladvokaten lægger her vægt på, at hvis Alinanovics to mindste børn følger en uddannelse i Tyskland, som det kom frem under sagen, så har både børnene og moren ret til at opholde sig i Tyskland efter EU-rettens bestemmelser. Og i den situation kan de ikke udelukkes fra de tyske sociale ydelser, mener generaladvokaten, der anbefaler dommerne ved EU-Domstolen at følge den linje.
Kilde: fagligt.eu