Santaris Pharma afskediger en ansat, fordi de mener, at de i hendes mails har fundet dokumentation for, at hun har videregivet fortrolige oplysninger til sin samlever. Den ansatte rejser blandt andet et krav om tort efter erstatningsansvarsloven. Højesteret giver hende ikke medhold heri, fordi de ikke finder det godtgjort, at Santaris Pharma har læst mails af privat karakter. I ansættelsesaftalen fremgår blandt andet, at mailkorrespondance, der er skrevet via Santaris Pharmas styresystemer, betragtes som skreven korrespondance, der tilhører selskabet, medmindre den ansatte angiver i emnefeltet, at mailen er privat. Den ansatte havde ikke markeret nogle af de omhandlede mails som privat korrespondance.
Højesteretsdommen er et billede på, at retspraksis ikke har ændret sig.
FTF mener ikke, at Højesterets afgørelse fastslår et nyt princip om, at arbejdsgivere må læse ansattes mails af privat indhold. Persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 7, har siden 2000 fastslået, at en arbejdsgiver har ret til at læse de ansattes mails, hvis han har en berettiget interesse til at gøre det, og denne interesse ikke overgår hensynet til den ansatte. Endvidere viser en byretsafgørelse afsagt af Lyngby Ret i 2002, at en arbejdsgiver godt må gennemgå ansattes arbejdsmails, hvis han har en konkret mistanke om misbrug. Der kan eksempelvis være tale om misbrug, hvis den ansatte videresender fortrolige oplysninger om virksomheden til nogle udefra. 
En arbejdsgiver har ret til at kontrollere, at de ansatte udfører deres arbejde, hvorfor arbejdsgiver er berettiget til at overvåge de ansattes mails i kontroløjemed. Det fremgår dog af persondatalovens § 28, at det er en betingelse, at de ansatte individuelt bliver informeret omkring arbejdsgivers adgang til at kontrollere mails (eksempelvis i ansættelsesaftalen). Altså kan arbejdsgiver ikke ”bare” vælge at kontrollere tilfældige ansattes mails, medmindre de ansatte er opmærksomme på, at arbejdsgiver anvender en sådan kontrolmetode.
Det er ikke lovligt, at arbejdsgiver læser en ansats mail, såfremt den er af privat karakter. Efter straffelovens § 263, stk. 1, nr. 1, må arbejdsgiver ikke skaffe sig adgang til lukkede meddelelser. Mails af privat karakter udgør en lukket meddelelse og er omfattet af brevhemmeligheden i § 263. Det er derfor vigtigt, at den ansatte husker at synliggøre, at en mail er af privat karakter. Det kan vedkommende eksempelvis gøre ved at skrive ”privat” i emnefeltet. 
Det er derfor vores opfattelse, at højesteretsdommen ikke illustrerer ny praksis på dette område. Din arbejdsgiver må – og har længe måttet – læse din arbejdsmail.