? Vores tre hovedorganisationer har valgt et positivt udgangspunkt, som dog er baseret på en række betingelser for at sikre, at en aftale mellem EU og USA ikke kommer til at sænke standarderne, understreger LO-sekretær Marie-Louise Knuppert og fortsætter:

? Først og fremmest skal aftalen indeholde klare bestemmelser om arbejdstagerrettigheder, og aftalen må ikke åbne for social dumping. Vi skal sikres lige så gode muligheder for at tegne overenskomst med en amerikansk virksomhed som med en dansk. Derudover må aftalen heller ikke betyde forringelser på miljø- eller fødevareområdet, fastslår Marie-Louise Knuppert.

Knasterne
Forhandlingerne har fokus på at åbne det amerikanske marked for europæiske virksomheder, hvilket vil give nye muligheder ikke mindst på serviceområdet.

? Der har været meget fokus på, at en handels- og investeringsaftale med USA skulle svække landenes muligheder for at vedtage nye love. For LO, FTF og Akademikerne er det afgørende, at aftalen respekterer, at det er regering og folketing, der fastsætter lovgivningen. Derfor må aftalen ikke på nogen måde tvinge landene til at liberalisere offentlig finansieret og drevet velfærd og service, lyder det fra Marie-Louise Knuppert.

Det mest kontroversielle i forhandlingerne er spørgsmålet om, hvorvidt private investorer skal have mulighed for at sagsøge regeringer ved internationale voldgiftsretter. Det kan typisk være i situationer, hvor en virksomhed mener, at ny lovgivning har karakter af ekspropriation, eller hvor skærpede krav vil have en negativ påvirkning på deres omsætning og indtjening.

? EU-Kommissionen har gennemført en offentlig høring og vil i de kommende måneder drøfte det med Europa-Parlamentet og en lang række interessegrupper, herunder fagbevægelsen og først derefter vil Kommissionen lægge sig fast på en linje, lyder det fra Marie-Louise Knuppert.

For yderligere information kontakt Stine Luise Hansen, tlf. 2335 8370.

Læs de tre hovedorganisationers samlede dokument her

Læs dokumenterne i forbindelse med TTIP forhandlingerne her