Minimumslønnen på 2.675 kroner om måneden i Polen er langt mere udbredt end hidtil antaget. 1,3 millioner polske lønmodtagere har ikke mere end minimumslønnen. Det er hele 13 procent af alle lønmodtagere, viser den første polske opgørelse over dem, der ikke har mere end den garanterede minimumsløn. I de små virksomheder med op til ni ansatte har de ansatte blot minimumslønnen. Det er 941.000 polakker, der arbejde i de virksomheder.
Formanden for den polske faglige landsorganisation OPZZ, Jan Guz, siger ifølge Eurofound, at de usle løn- og arbejdsforhold har bredt sig på hele det polske arbejdsmarked. Arbejdsmarkedseksperter er samtidig overrasket over tallene. Dobbelt så mange som antaget er på minimumslønnen i Polen.
De faglige organisationer peger på, at nogle virksomheder ansætter folk på kontrakter, der giver minimumslønnen, men reelt undgår den med forskellige ordninger med særlige former for aflønning.
De nye tal viser også, at kontraktarbejde har bredt sig også i større virksomheder. 358.000 polakker arbejder på kontrakt i virksomhederne med over ni ansatte og har også kun minimumslønnen.
1,35 millioner polakker var ansat på særlige arbejdsmarkedsordninger, som regeringen har indført, og som de faglige organisationer kalder ”junk-kontrakter”. Der var ingen bestemmelser om andet end arbejdet og f.eks. intet om pension.
Faglige organisationer i Vesteuropa klager ofte over, at polske selvstændige bliver udstationeret i landene, og at de undgår regler for udstationerede. Polakker kender selv problemerne med selvstændige, der i opgørelsen kaldes lønmodtagere og er oppe på at dække otte procent af det polske arbejdsmarked. 1,1 million polakker siges at være selvstændige.

Kilde: fagligt.eu