Selvom regeringen har droppet både tre måneders øremærket barsel til mænd og senest en barselbonus på 100 kr. per dag, så står det stadig skidt til med mænds andel af barselsorloven. Faktisk går udviklingen den helt forkerte vej: Danske fædre – især de unge – holder mindre barsel.
En opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at det især er mænd mellem 20 og 29 år, der holder mindre barsel end tidligere. På et år er de unge fædres barselsorlov blevet afkortet med gennemsnitligt tre dage, viser efterretninger fra Danmarks Statistik, som FTF har sammenlignet.
De 20-24-årige fædre til børn, der blev født i 2010, holdt gennemsnitligt 26 orlovsdage. Året efter var det tal faldet til 23 orlovsdage. For mænd mellem 25-29 år er der sket et fald fra 33 til 30 dage fra 2010 til 2011.
”Det er dybt godnat, at regeringen har droppet øremærket barsel, for den løsning kan netop give de unge fædre mulighed for at få mere tid sammen med deres nyfødte børn. Det er langt fra på alle arbejdspladser og i alle brancher, det er let for mænd at få lov at holde barsel,” siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey.
Mænd holder mindre barsel
For hvert nyfødt barn i 2011, hvor begge forældrene holdt orlov, holdt forældrene i gennemsnit 331 dages orlov efter fødslen. Heraf holdt faderen de 36 dage og moderen de 295. Det er et samlet fald på to dage for mændene: Året før holdt mændene 38 orlovsdage.
Tallene viser, at det er mænd i 30-årsalderen og opefter, der holder mest barsel, men også blandt fædre i 30’erne og 40’erne er der sket et fald på cirka to orlovsdage. Undtagelsen er fædre i 50-54-årsalderen, der er gået fra 40 til 43 orlovsdage. Men denne gruppe er meget lille og udgør kun 141 personer.
Mandlige ledere holder mest
Mandlige topledere og højtuddannede ansatte holder mest barsel, viser tallene. Samtidig holder mænd ansat i finanssektoren og den offentlige sektor mere barsel end andre faggrupper, fordi de to grupper via deres overenskomster ofte er sikret ret til barsel med fuld løn. En rettighed de fleste andre faggrupper ikke har i deres overenskomster.
Både beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og statsminister Helle Thorning Schmidt (S) har, efter at regeringen droppede både øremærket barsel og senest barselsbonussen, sagt, at mændenes andel af barslen kan øges via overenskomsterne.
Men det er problematisk, at regeringen nu vil skubbe hele ansvaret for en fair fordeling af barselsorloven over på fagbevægelsen og overenskomstforhandlingerne, mener FTF, der repræsenterer 450.000 privat og offentligt ansatte.
”At sikre mænd fuld løn under barsel i overenskomsterne hjælper. Men det ikke rykker nok. Der er behov for, at øremærke barsel til mænd i lovgivningen. Øremærket barsel var en del af regeringsgrundlaget. Alle ved, at det virker. Regeringen må se at komme i arbejdstøjet igen”, fastslår Bente Sorgenfrey.
I Island, Sverige og også Norge har fædre ret til en del af barslen. I Island har man succes med øremærke barsel til mænd, hvor en tredjedel er reserveret til far, en tredjedel til mor og en tredjedel til deling. Mødrene kan ikke tage fædrenes barsel. Den falder bort, hvis ikke fædrene tager deres tredjedel.