Tidligere var retspraksis i sager, hvor moderen var gravid og faderen blev afskediget, at faderen skulle påvise faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at ligebehandlingsprincippet var krænket. Denne delte bevisbyrde fremgår af ligebehandlingslovens § 16 a.
Den omvendte bevisbyrde, der fremgår af ligebehandlingslovens § 16, stk. 4 er imidlertid nu anvendt på den situation, hvor kvinden er gravid, og faderen afskediges. Landsretten lagde følgende til grund:
”I det opsigelsen fandt sted, mens hans kone var gravid, og efter at han havde tilkendegivet et ønske om at afholde orlov, påhviler det virksomheden at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet heri, jf. ligebehandlingslovens § 16, stk. 4.
I den konkrete sag fandt landsretten, at arbejdsgiveren havde løftet bevisbyrden for, at afskedigelsen hverken helt eller delvist var begrundet i graviditeten. Dette særligt henset til, at tidligere samarbejdsvanskeligheder var påtalt ved en skriftlig advarsel.
Vestre Landsret har tidligere udtalt, at ligebehandlingslovens § 16, stk. 4 ikke fandt anvendelse, fordi faderen, selv om fædreorloven var fastlagt, ikke var påbegyndt orloven, inden han blev afskediget. I stedet fandt Vestre Landsret, at ligebehandlingslovens § 16a om delt bevisbyrde fandt anvendelse.
Sagerne bekræfter, at der er forskellige praksis i landsretterne, og derfor bør spørgsmål indbringes for Højesteret.
FTF mener
Sagen er principiel, fordi den ændrer den måde, vi har anvendt ligebehandlingslovens bevisbyrderegler. Sagen minder noget om Colemann sagen, hvor EU domstolen fastslog, at beskyttelsen mod afskedigelse på grund af handicap ikke nødvendigvis rettede sig mod medarbejderen, men også dennes barn. Således er afgørelsen i tråd med EU domstolens fortolkning af beskyttelsen mod diskrimination – afskedigelsen af faderen fandt sted under graviditet (hans kones), og dermed fandt den omvendte bevisbyrde anvendelse.