Ergoterapeut Dorthe Andersen har snart gennemført en sundhedsfaglig diplomuddannelse inden for ergoterapi. Hun arbejder på Hjerneskadecentret i Aalborg , hvor personer med senhjerneskader efter ulykker og sygdom som blodprop i hjernen mv., får hjælp til at klare sig i en forandret hverdag.
Dorthe var eneste ergoterapeut ansat på centeret, da hun begyndte på sin diplomuddannelse i 2008. Derfor var vikardækning helt afgørende for, at hun kunne komme af sted på uddannelse – og det kunne netop lade sig gøre ved hjælp af SVU.
Dorthe blev uddannet ergoterapeut for knap 25 år siden, og der er sket meget med hendes fag i løbet af den tid. Dengang fokuserede ergoterapeuter fx meget på det kropslige, hvor det i dag i langt højere grad handler om aktiviteter.
Nødvendigt at komme på niveau
"Diplomuddannelsen ajourfører mig i forhold til ergoterapeutiske teorier. Det gør mig klart bedre til mit job – bl.a. betyder det, at de ergoterapeutstuderende, jeg er klinisk vejleder for, lærer mest muligt under deres praktik her på Hjerneskadecentret. De kommer jo med den nyeste viden på bachelorniveau, og med min diplomuddannelse er jeg nu faktisk er kommet på teoretisk niveau med dem", siger hun.
Det seneste modul, Dorthe har gennemført, drejer sig om forandrings- og læreprocesser. Det kan bruges på flere vigtige områder, påpeger hun. Helt konkret i forhold til brugerne af Hjerneskadecentret, som skal lære at mestre deres liv efter hjerneskaden.
Men det kan også bruges til at gå konstruktivt ind i de organisatoriske forandringer, som arbejdspladsen står over for, mener Dorthe Andersen. Fra 1. januar 2014 flytter Hjerneskadecentret fra Region Nordjylland til Aalborg Kommune, og det betyder en række forandringer, både organisatorisk og i måden, medarbejderne skal løse opgaverne på.
Dorthe skal snart i gang med det afsluttende modul – selve diplomopgaven. Selv om hun i dag har fået en kollega på deltid, er det stadig nødvendigt med vikar, mens opgaven skrives. Igen kan det lade sig gøre ved hjælp af SVU.